Her plejer det at slutte for englænderne

Statistikken taler imod engelsk sejr over Italien i søndagens fjerde og sidste EM-kvartfinale.

Tysk jubel efter sejren over Sverige. (Foto: © FILIPPO MONTEFORTE, Scanpix)

Hvis det går, som det plejer, så vinder Italien søndagens EM-kvartfinale mod England.

Ikke kun fordi Italien kun har tabt én gang til englænderne siden november 1997, men også fordi England generelt bare har det dårligt med kvartfinaler.

Tre gange de seneste 10 år har holdet fra fodboldens hjemland været blandt de otte bedste ved et større mesterskab, og alle tre gange kiksede det at nå semifinalen.

Det skete ved VM i 2002 og 2006, og det skete ved EM i Portugal i 2004, hvor værtsnationen sendte briterne ud efter straffesparkkonkurrence.

Om briterne har det, der skal til denne gang, vil vise sig. Men indtil videre har træner Roy Hodgsons mandskab leveret varen ved EM, og den tidligere FCK-træner kan ikke se, hvorfor det ikke skulle fortsætte.

- Hvis vi kan fortsætte med at gøre det, vi har gjort indtil nu, så har vi en god chance, og hvem ved, hvad der så sker? Det bliver endnu en jævnbyrdig kamp, som vil gå til en af siderne, siger Hodgson.

Han forventes at stille med det samme mandskab, der slog Ukraine 1-0 i den sidste gruppekamp.

Og taktisk bliver der nok også tale om det samme defensive udgangspunkt, som Hodgson har gjort til sit varemærke - og som italienerne ironisk nok ellers har været kendt for.

Ikke underligt, når man tænker på, at italienske Fabio Capello tidligere stod i spidsen for holdet, og at Roy Hodgson tidligere har trænet Inter og Udinese.

- England er blevet et meget italiensk hold. Hodgson har været træner i Italien, og hans hold satser meget på kontrafodbold, siger den italienske landsholdsspiller Daniele De Rossi.

Kampen bliver en duel mellem to af Premier Leagues mest temperamentsfulde og dygtige angribere.

Wayne Rooney og Mario Balotelli er vant til at stå over for hinanden i vigtige kampe i England, hvor de spiller for hver sit Manchester-hold.

Rooney kom efter to karantænedage godt ind i EM-turneringen med sit matchvindermål mod ukrainerne, og Balotelli fik med sit perlemål mod Irland forleden vist, at han også er knivskarp lige nu.

Spørgsmålet er, om træner Cesare Prandelli vil satse på Balotelli fra start, eller om han spiller med Antonio Cassano og Antonio Di Natale på toppen.

Under alle omstændigheder skal han skifte ud i midterforsvaret, hvor Giorgio Chiellini er ukampdygtig på grund af en skade. Han erstattes formentlig af Leonardo Bonucci fra Juventus.

Uanset, hvem der måtte vinde kampen, vil en flot stribe som ubesejret ende søndag aften. England har ikke tabt i sine 11 seneste betydende kampe, mens italienerne skal 13 kampe tilbage for at finde det seneste nederlag.

/ritzau/