HØJDEPUNKTER Brasilien sender Colombia hjem med kneben sejr

Colombia gav Brasilien kamp til stregen, men VM-værterne trak det længste strå i et intenst opgør.

Brasilien er klar til semifinalerne ved VM i fodbold.

Fredag sejrede VM-værten fortjent 2-1 over Colombia i en eksplosiv kvartfinale i Fortaleza, hvor Brasilien viste nogle af de kvaliteter, der kan gøre holdet til verdensmester for sjette gang i VM-historien.

Midterforsvarerne Thiago Silva og David Luiz, der i den kommende sæson skal spille sammen hos franske Paris Saint-Germain, scorede et mål i hver halvleg for Brasilien, mens Colombias VM-topscorer, James Rodriguez, reducerede til 1-2 på et straffespark.

Anfører Thiago Silva fik senere i kampen et gult kort, som betyder, at han skal afsone karantæne i semifinalen.

Med sejren booker Brasilien et stormøde i semifinalen mod Tysklands tredobbelte verdensmestre, som tidligere fredag vandt 1-0 over Frankrig.

De to lande har kun mødt hinanden én gang før i VM-historien, i finalen i 2002, som Brasilien vandt 2-0.

Baggrunden for Brasiliens sejr over Colombia skal ikke mindst findes i begyndelsen af kampen, hvor det gæstende mandskab blev kyst af værternes fysik og entusiasme.

Brasilianerne spillede - måske for første gang i VM-turneringen - som et hold og viste en næsten skræmmende dedikation, så de hurtigt fik publikum med sig på det fyldte stadion i Fortaleza.

Neymar lagde op

Stjernespilleren Neymar var knap så iøjnefaldende, og det var måske det største bevis på, at Brasilien leverede en stor holdpræstation.

Det var dog Neymar, der var ophavsmand til Thiago Silvas 1-0-scoring efter blot seks minutter.

Et hjørnespark fra FC Barcelona-spilleren endte ved fjerneste stolpe, hvor Thiago Silva stod klar og nærmest løb bolden i mål.

Imens stod Colombia-spilleren Carlos Sanchez og så til, i stedet for at markere Thiago Silva, som han burde have gjort.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53b726dba11f9d0f5ce3b3a6

Se Tiago Silvas mål til 1-0 herover (0:58)

Magtdemonstration

Den første halve time af kampen var en brasiliansk magtdemonstration med chancer på stribe til blandt andre Hulk.

Det var næsten for meget at forlange, at Brasiliens totale dominans skulle fortsætte i anden halvleg, og colombianerne kom da også langt bedre med, også rent fysisk.

Begge hold flæskede igennem i tacklingerne, og noget uforståeligt ventede den spanske dommer, Carlos Velasco Carballo, til kampens 63. minut, før han uddelte det første gule kort.

Det faldt - måske en smule tyndt - til Thiago Silva for at genere Colombias målmand, David Ospina, og så måtte den kontant spillende brasilianske anfører imødese karantæne i semifinalen.

I denne periode kom der for alvor fut i kampen igen, selvom opgøret havde udviklet sig til en rodet affære.

Mål underkendt

Midtvejs i anden halvleg havde Colombias anfører, 38-årige Mario Yepes, bolden i nettet, men målet blev underkendt, hvilket fik colombianerne til at beklage sig.

Kort tid efter bankede David Luiz et frispark direkte op i netmaskerne til 2-0. Det dykkende skud var flot udført, men David Ospina så alligevel ikke helt heldig ud.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53b726a6a11f9d0f5ce3b3a0

Se David Luiz vidunderlige frispark i playeren her (00:23).

Så var den kamp afgjort, tænkte mange nok, men James Rodriguez ville det anderledes.

10 minutter før tid spillede Monaco-angriberen den indskiftede Carlos Bacca fri, så Brasiliens målmand, Julio Cesar, måtte begå et straffespark.

James Rodriguez sparkede sikkert sin sjette VM-scoring ind til 1-2, men trods colombianske chancer i den rodede afslutning, holdt Brasilien stand.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53b790d16187a21604d0a038

Se straffesparket og James' sjette VM-scoring her (00:47).

Få minutter før tid blev Neymar tacklet hårdt i ryggen og måtte forlade banen på en båre med en brækket ryghvirvel.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53b78bf96187a21604d0a031

Her kan du se tacklingen, der sendte Neymar ud af VM (01:04).

/ritzau/

Facebook
Twitter