HØJDEPUNKTER Müller-hattrick: Tyskland udraderer Portugal

Nyt VM-drama: Tyskland slog Portugals 10 mand 4-0. Thomas Müller scorede hattrick i nationens VM-slutrundekamp nr. 100.

Spændingen forsvandt hurtigt, men underholdningen fulgte mønsteret fra de foregående VM-kampe i Brasilien, da Tyskland udraderede Portugal med 4-0 på Arena Fonte Nova i Salvador.

Cristiano Ronaldo kunne ellers have givet portugiserne en drømmestart, men hans skud fra en lidt spids vinkel blev klaret af den tyske målmand Manuel Neuer, og så tog tyskerne ellers fat i den anden ende.

Mario Götze blev efter ti minutter hevet omkuld i feltet af Pereira, og Thomas Müller var sikkerheden selv fra 11 meter-pletten, skønt Rui Patricio i målet gik til den rigtige side.

Portugiserne tilspillede sig enkelte chancer, men var ineffektive i modsætning til tyskerne, der slog til igen efter en halv time. Mats Hummels steg til vejrs på Toni Kroos' hjørnespark og pandede bolden ind bag en chanceløs Patricio til 2-0.

Portugisisk hjerneblødning

Efter 37 minutter fandt kampen sin nok reelle afgørelse, da Pepe mistede overblikket. Real Madrids berygtede forsvarsspiller stangede først en arm i hovedet på Thomas Müller, der - en anelse teatralsk måske - smed sig i græsset. Det irriterede Pepe så meget, at han stak hovedet helt hen til den liggende Müller og gav ham en lille skalle.

Den serbiske dommer Milorad Mazic gav portugiseren direkte rødt, og i halvlegens sidste minut puttede Müller så endnu mere salt i det åbne portugisiske sår. Efter et indlæg fra Kroos endte bolden lidt tilfældigt hos Bayern München-angriberen, der tampede den i kassen med venstrebenet foran de 51.081 tilskuere.

Tempo og intensitet faldt naturligt nok en anelse efter pausen, men kedeligt blev det nu aldrig.

Efter lidt over en time fik Coentrao, hvad der lignede en fibersprængning, og han blev båret fra banen. Uheldigt for Portugal, der allerede før pausen mistede en skadet Hugo Almeida. Dermed ser det ud til, at Portugal må undvære hele tre stamspillere, når det gælder USA på søndag: Pepe, Almeida og Coentrao. 

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:539f1e576187a20cdc891f59

Se Tysklands 1-0-scoring for oven.

Der var dog også malurt i det tyske sejrsbæger, idet Mats Hummels faldt uheldigt ned efter en hovedstødsduel og måtte lade sig udskifte.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:539f27696187a20cdc891f6b

Se Tysklands 2-0-scoring for oven.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:539f26b6a11f9d08e8d41f80

Se 3-0-scoringen for oven.

Glæden og lettelsen var dog i højsædet hos de tyske tilskuere, herunder regeringschefen Angela Merkel, og der blev sat et flot punktum for Tysklands VM-slutrundekamp nr. 100 - hvilket er verdensrekord - da Thomas Müller fuldendte sit hattrick ved at sende en returbold fra målmand Patricio i kassen til resultatet 4-0.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:539f2d4b6187a20cdc891f6f

Se 4-0-scoringen for oven.

Facebook
Twitter