Holdkammerat til undsætning: Ronaldo får nummer 7 i Juventus

Juan Cuadrado giver afkald på nummer 7 i Juventus. Nummeret er synonymt med Cristiano Ronaldo.

Cristiano Ronaldo får nummer syv i Juventus. / AFP PHOTO / Isabella Bonotto (Foto: ISABELLA BONOTTO © Scanpix)

Så er det officielt.

Brandet "CR7" lever videre i bedste velgående i Juventus.

Helt som ventet skal Cristiano Ronaldo spille med nummer 7 på ryggen hos de italienske fodboldmestre.

Den colombianske kantspiller Juan Cuadrado har ellers spillet med nummer 7 i Juventus de seneste to år. Men han giver nu Ronaldo nummer 7.

Det fremgår af Cuadrados profil på Instagram.

Her holder Cuadrado en Juventus-trøje med Ronaldos navn på og nummeret 7.

- Det er bedre at give end at modtage, skriver den colombianske VM-spiller blandt andet under billedet.

Cuadrado får i stedet for nummer 16. Det nummer spillede Cuadrado også i, da han i sæsonen 2015/16 var udlånt fra Chelsea til Juventus.

Ronaldo er skiftet fra Real Madrid til Juventus på en fireårig kontrakt. Torino-klubben har punget 100 millioner euro, svarende til 750 millioner kroner, ud for den 33-årige angriber.

Portugiseren har de seneste ni sæsoner spillet for Real Madrid.

/ritzau/

Facebook
Twitter