Hongkong må punge ud for pibekoncert mod kinesisk hymne

Fodboldfans i Hongkong peb ad den kinesiske nationalmelodi, og det koster nu fodboldforbundet dyrt.

Der var demonstrationer på tilskuerpladserne, da Hongkong mødte Iran 10. september. (Foto: Athit Perawongmetha © Scanpix)

15.000 schweizerfranc eller godt 100.000 danske kroner.

Så meget koster det Hongkongs Fodboldforbund, at tilskuere peb under afspilningen af den kinesiske nationalhymne før en landskamp.

Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, meddeler, at Hongkong skal punge ud som straf for ikke at respektere en nationalhymne.

Episoden fandt sted før en VM-kvalifikationskamp mod Iran 10. september. Hongkong har sit eget fodboldlandshold, men landet er underlagt Kina, som man også deler nationalhymne med.

  • Der var flere demonstrationer før, under og efter kampen mellem Hongkong og Iran. (Foto: Athit Perawongmetha © Scanpix)
  • Demonstrators wave black Hong Kong flags in support of anti-government protesters at a football World Cup qualifier match between Hong Kong and Iran, at Hong Kong Stadium, China September 10, 2019. REUTERS/Athit Perawongmetha (Foto: Athit Perawongmetha © Scanpix)
1 / 2

Det var således "deres egen" nationalmelodi, Hongkongs fans piftede ad, mens de demonstrativt vendte ryggen mod banen.

I Hongkong har der siden i sommer været demonstrationer, og landet er havnet i en politisk krise.

Protesterne begyndte som modstand mod et lovforslag om udlevering af Hongkong-borgere til retsforfølgelse i Kina. Siden har det udviklet sig til en protest mod det kinesiske styre.

Krisen har på det seneste bredt sig til sportens verden. Kina har således lagt den nordamerikanske basketliga NBA på is, efter at Houston Rockets' general manager i sidste uge erklærede sin støtte til borgerne i Hongkong.

/ritzau/