Hun tog piller mod akne, men nu er topspiller dømt for doping

Selvom Tottenham-spilleren Chioma Ubogagu ikke brugte medicin præstationsfremmende, har hun fået ni måneders dopingkarantæne.

Chioma Ubogagu skiftede i sommer fra Real Madrid til Tottenham Hotspurs i den bedste engelske kvindefodboldrække. (Foto: Mike Egerton © PA Wire/PA Images)

- Du må ikke bruge det. Det er et forbudt stof.

Meddelelsen fra lægen på Tottenham Hotspurs kvindefodboldhold gav Chioma Ubogagu gåsehud. Hvad der skulle have været en casual mailudveksling om fornyelse af et præparat til behandling af akne, blev en oplevelse, hun aldrig vil glemme.

Tre uger tidligere var englænderen nemlig blevet dopingtestet.

- Jeg tror, at det her kan gå hen og blive et problem, svarede Ubogagu tilbage.

Ganske rigtigt. Det blev det. Tottenhams lægestab tog fat i de britiske antidopingmyndigheder (UKAD), forklarede situationen, og søgte om en såkaldt TUE-dispensation for at få grønt lys til at bruge medicinen.

Det havde imidlertid krævet, at tingene var sket i omvendt rækkefølge, og derfor modtog Chioma Ubogagu en dopingkarantæne på ni måneder for brug af præparatet Spironolactone, som står i Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) sorte bog.

Tottenhams Chioma Ubogagu har spillet tre A-landskampe for England, men har tidligere optrådt for USA's U20-landshold. (Foto: Jordan Colborne/SPP/Shutterstock © Copyright (c) 2019 Shutterstock. No use without permission.)

Ubogagus recept var udskrevet af en dermatolog i Texas, og i kendelsen lagde antidopingmyndighederne vægt på, at fodboldspilleren ikke gjorde det for at snyde.

- Vi accepterer, at spillerens regelbrud var utilsigtede, og vi mener, at hun har begået disse brud uden væsentlige fejl eller uagtsomhed fra hendes side, skriver UKAD.

Selv erkender Tottenham-spilleren også, at hun burde have vidst bedre.

- Men intet kunne have virket mindre præstationsfremmende end en hudbehandling, skriver Chioma Ubogagu.

Hvis det står på listen, er det doping

Spironolactone har ikke en præstationsfremmende effekt, men kan benyttes til at skjule indtag af andre forbudte stoffer i urinprøver. Det spiller dog ingen rolle, forklarer Verner Møller, professor ved Institut for Folkesundhed og Idræt på Aarhus Universitet.

Enten er du inde - eller også er du ude.

- Doping er det, der står på Wadas dopingliste. Det er helt ligegyldigt, om det er præstationsfremmende. Hvis det står på listen, er det doping, slår Verner Møller fast.

Det er ene og alene atletens ansvar at kende reglerne, og derfor er Chioma Ubogagu 'objektivt skyldig', lyder det.

- Så kan man se på, hvad forklaringerne er. Her har antidopingmyndigheden mulighed for at nedskrive karantænen, og det er det, der er sket. Chioma Ubogagu har ikke fået to eller fire års udelukkelse. De har ikke vurderet det som særlig slemt, men de er bange for, at hvis man først siger 'okay, det var ikke med vilje, så går du fri', bliver det en glidebane, siger Verner Møller.

Situationen er sammenlignelig med et af de største chok i norsk idræt, da langrendsstjernen Therese Johaug i 2019 fik karantæne for at behandle en solbrændt læbe med et forbudt stof. Det kostede nordmanden 13 måneders karantæne.

I antidopingarbejdet forsøger myndighederne at forholde sig neutralt til spørgsmålet om skyld, forklarer Verner Møller.

- Det er det, vi kalder collateral damage. Indirekte skade. Man er i krig mod doping, og så skyder man missiler afsted i form af dopingprøver. Indimellem rammer de lige ned i en, der ikke har haft nogen fordele af det. Men nu er reglerne brudt, og så kan man ikke gøre noget ved det. Bare ærgerligt, siger professoren.

Chioma Ubogagus positive urinprøve blev afgivet 7. oktober 2021. Efterfølgende blev fodboldspillerens TUE-ansøgning som sagt afvist og 18. januar blev Ubogangu midlertidigt suspenderet. Dopingkarantænen løber derfor fra 18. januar og ni måneder frem.