Husker du Superligaens lynmål? Her er de fem hurtigste

Gense de fem hurtigste mål i Superligaens historie.

OB's tidligere angriber Peter Utaka ryger ind på tredjepladsen med sin scoring mod Silkeborg i 2009. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Det handler om at være klar fra start, som den sædvanlige sang i sport går.

En gang i mellem glipper det dog, som det gjorde torsdag i Qatar Stars League, hvor Al Arabi slog Al Shahania.

Khalifa Al-Dosari, målmand for Al Shanania, kom nemlig en smule skidt ud til kampen, da kampens første spark sejlede direkte over en halv banelængde, ramte græsset og strøg over hovedet på keeperen, der efter blot otte sekunder kunne samle bolden op i eget net.

Blot otte sekunder gik der, før Al Arabi og Khalifa Al-Dosari var bagud, og målet er derfor det hurtigste nogensinde i Qatar Sports League.

Det skal dog gå væsentlig hurtigere, hvis man vil slå rekorden for det hurtigste mål nogensinde.

Den rekord står Nawaf Al Abed nemlig for, da han i 2009 for sin saudi-arabiske klub Al Hilal klaskede bolden i kassen efter blot to sekunder.

Man behøver dog ikke nødvendigvis at skulle til udlandet for at finde eksempler på lynscoringer. Måltavlerne er nemlig også blevet testet så rigeligt i den danske Superliga, før alle har nået at finde deres pladser.

Herunder har DR Sporten samlet de fem hurtigste scoringer fra toppen af dansk fodbold.

1

Emil Lyng, FC Nordsjælland - 9 sekunder

Emil Lyng begyndte sin karriere i netop FC Nordsjælland, hvor han af samme årsag scorede sit første superligamål, der skulle vise sig at være historisk. Lyngs rekordkasse fra 2011 bliver nok ikke slået foreløbig.

2

Emiliano Marcondes, FC Nordsjælland - 14 sekunder

Emiliano Marcondes, der netop er hjemvendt til Superligaen på en lejeaftale til FC Midtjylland, var et livligt Superliga-bekendtskab, inden han skiftede til Brentford. 37 mål i 112 kampe blev det til. Angriberens med afstand hurtigste mål faldt dog i Viborg i maj 2014.

3

Tiémoko Konaté, Vendsyssel - 15 sekunder

Tiémoko Konatés mål rystede et ungt AGF-mandskab, der dog slap med skrækken og fik et uafgjort 2-2 resultat med tilbage til Aarhus i maj 2019.

4

Peter Utaka, OB - 16 sekunder

Den nigerianske bomber var flittig til at finde nettet over sine fire sæsoner i OB, men målet mod Silkeborg i august 2009 tager alligevel prisen som det hurtigste.

5

Peter Graulund, AGF - 16 sekunder

Peter Graulunds kasse mod AaB sniger sig med på listen over de fem hurtigste mål i Superligaens historie. Graulund nåede i 219 kampe at score 100 mål for AGF.