I en af Danmarks største talentfabrikker blinker advarselslamperne, når talen falder på kost

I Ballerup-Skovlunde Fodbold kæmper man på ungdomssiden med at sikre, at pigerne spiser nok.

Ballerup-Skovlunde Fodbold er ikke hvem som helst i dansk kvindefodbold.

Klubben på den københavnske vestegn har udviklet et hav af nuværende spillere til det danske landshold, og mens vinteren stadig bider en smule, drøner det næste kuld af talentfulde pigespillere rundt på kunststoffet.

Bestyrelsesformand i Ballerup-Skovlunde Fodbold Jakob Waag Villadsen ser dog en bekymrende tendens, som ikke kun handler om at komme på græs og få røde kinder.

I dokumentaren 'Fodboldens Usynlige Syge' sættes der blandt andet fokus på de konsekvenser, som et usundt forhold til krop og vægt kan skabe for unge talenter. Og at få pigerne til at forstå, at det kræver kalorier, hvis man skal være god, er en udfordring.

- Hvor mange andre sportsgrene kæmper for at holde vægten, så er udfordringen i Ballerup-Skovlunde, at man skal spise mere.

- Når det kommer til vægt, så er der rigtig mange piger, som har en forståelse af, at mindre vægt er bedre vægt. De har en kost bestående af salat og kylling, og det er fint nok for mange piger, men hvis man træner fodbold 5-6 gange om ugen, så skal man have nogle kalorier ind, siger Jakob Waag Villadsen.

Har tilknyttet psykolog

I Ballerup-Skovlunde Fodbold har klubben samtidig taget beslutningen om at tilknytte en psykolog.

I dag er det kun en anbefaling og ikke et krav, at klubber har mentaltrænere eller psykologer på betalingslisten, men for Ballerup-Skovlunde Fodbold har det været nødvendigt at have nogen, som kan fange de yngre spillere.

- Vi oplever her i klubben, at det er rigtig vigtigt at have indsigt i pigers almene psykiske udvikling. Hvad er det for nogle udfordringer og forandringer, der sker, siger Jakob Waag Villadsen.

Katja Moesgaard vil have handleplaner til pige- og kvindefodbolden, så ingen tabes på gulvet. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix Denmark)

En psykolog og et trygt træningsmiljø gør dog ikke det hele, for den vigtigste komponent findes derhjemme.

- Selv om vi som klub gerne vil have en stor betydning for pigernes udvikling, så må vi også erkende, at de vigtigste aktører i pigernes liv er forældrene. Så hvordan kan vi sammen med forældre og forbund skabe rammer, så pigerne ikke får det skidt, og der også er et sikkerhedsnet, som kan hjælpe dem, siger Jakob Waag Villadsen.

Har brug for at få det kortlagt

I dokumentaren 'Fodboldens Usynlige Syge' fremgår det, at en tredjedel af kvindelige elitefodboldspillere mellem 15-19 år i Danmark har symptomer på angst og depression.

Det falder ikke i god jord hos bestyrelsesformanden i Kvindedivisionsforeningen, Katja Moesgaard.

- Det gør mig ked af det, og det er meget bekymrende. Det kalder på, at der skal være noget handling, der kan være vejlende for klubberne. Vi har brug for at få kortlagt, hvordan det står til.

- Løsningen kunne være, at vi med faglig viden kunne skabe et trygt rum for piger og kvinder, som dyrker fodbold. Hvor de kan få hjælp til deres udfodringer, så vi ikke taber dem på gulvet, siger Katja Moesgaard.

Hun bakkes op af Dansk Boldspil Unions fodbolddirektør, Peter Møller, der er enig i, at der venter et stort arbejde ude i klubberne.

- Det handler om at få et bedre apparat ude i klubberne, en større screening af spillerne, i samarbejde med DBU.