Ingen Barcelona-fodboldskole i Danmark

DBU stopper Barcelonas planer om at starte en fodboldskole i Danmark.

FCBEscola, FC Barcelona og DBU er blevet enige om, at FCBEscola ikke starter på nuværende tidspunkt i Danmark. Allan Simonsen skulle være ambassadør for skolen. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

FC Barcelona får alligevel ikke lov til at starte en helårs-fodboldskole i Danmark. Det ligger fast efter, at FC Barcelona og DBU på et møde tirsdag blev enige om at stoppe projektet.

- Vi har haft en god, konstruktiv debat med FC Barcelona og er sammen kommet til den konklusion, at FCBEscola ikke starter deres planlagte helårs fodboldakademi, siger DBU’s breddechef, Steen Jørgensen, i en pressemeddelelse.

Tilfredsstillende udgang

DBU traf i marts en principbeslutning om ikke at godkende internationale fodboldakademier i Danmark, og unionen har tidligere understreget, at man ikke ønsker, at børn ned til seksårsalderen skal til optagelsesprøver for at blive optaget.

Derfor skaber beslutningen glæde i DBUs bestyrelse.

- Det er en tilfredsstillende udgang på sagen, der har principiel betydning for arbejdet med børnefodbold og den foreningsbårne fodboldkultur i Danmark, siger Bent Clausen, næstformand i DBU og formand for DBU's breddeudvalg.

DBU slår fast, at der på mødet blev skabt basis for videre dialog mellem DBU og Barcelona i fremtiden.

- Der er meget erfaring, vi kan hente fra FC Barcelona og omvendt. Derfor er det glædeligt, at vi kan fortsætte dialogen. Vi håber på et fremadrettet godt samarbejde med FC Barcelona, siger Steen Jørgensen.

FC Barcelonas fodboldskole skulle efter planen have ligget i Ballerup, og der skulle træne spillere i alderen fra 6-16 år to-tre gange om ugen. Skolen skulle have haft den tidligere Barcelona-spiller Allan Simonsen som ambassadør. Storklubben har udover moderskolen La Masia i Barcelona allerede 14 internationale fodboldakademier rundt om i verden, og der er flere på vej.

Beslutningen har ingen indflydelse på de FC Barcelona-sommercamps, som siden 2011 har været udbudt i Danmark.

Facebook
Twitter