Catenaccio - nej tak: Serie A-klubber i målrus

De italienske fodboldhold bliver ofte beskydt for at være defensive, men det var ikke tilfældet søndag.

Gonzalo Higuain bidrog væsentligt til søndagens målfest i Serie A med tre scoringer i Napolis 4-2-sejr over Lazio. (Foto: CARLO HERMANN © Scanpix)

Kritikere har i årevis beskyldt de italienske klubhold for at have en defensiv tilgang til fodboldspillet - til tider med rette.

Søndag eftermiddag gjorde spillerne i Serie A nu alt for at modbevise kritikernes ord og bombede løs.

29 gange blafrede netmaskerne bag målmændene i blot seks kampe, og dermed blev der scoret knap fem gange i snit - helt uvant i forhold til tidligere tiders catenaccio-fodbold.

Catenaccio - eller på dansk; kæden - var det voldsomt kontrollerede spilsystem, der blev perfektioneret af Inter under træner Helenio Herrera i 1960'erne, og siden gengang har udtrykket været synonym med en destruktiv tilgang til fodboldspillet.

Hattrick af Higuain

Denne søndag tog Napolis argentinske angriber Gonzalo Higuain taktstokken og gik forrest i målfesten, da han sendte tre kasser ind bag Lazio-keeper Etrit Berisha i napolitanernes 4-2-sejr hjemme på San Paolo.

Den målrigste af de seks opgør fandt nu sted i Verona.

Her var Fiorentina på besøg på Preben Elkjær og Martin Laursens gamle hjemmebane, Stadio Marc Antonio Bentegodi, og florentinerne vandt med de sjældne cifre 5-3. Alberto Aquilani blev dobbelt målscorer for Esbjergs overmænd i Europa League.

Det lille Verona-mandskab Chievo slog på udebane Livorno med 4-2 og Inter fik lidt oprejsning i en ellers skuffende sæson, da de ligeledes ude slog Sampdoria med 4-0.

I søndagens to øvrige opgør slog Torino Genoa med 2-1 hjemme, mens Bologna og Parma spillede 1-1.

Søndagens kampe i Serie A:

Bologna-Parma 1-1 (1-0).

1-0 Nicolo Cherubin (44. minut). 1-1 Raffaele Palladino (79. minut).

Livorno-Chievo 2-4 (2-3).

1-0 Luca Siligardi (6. minut). 1-1 Alberto Paloschi (9. minut). 1-2 Cyril Théréau (23. minut). 2-2 Paulinho  (34. minut/str.). 2-3 Alberto Paloschi (45. minut). 2-4 Alberto Paloschi (56. minut/str.).

Sampdoria-Inter 0-4 (0-1).

0-1 Mauro Icardi (13. minut). 0-2 Walter Samuel (61. minut). 0-3 Mauro Icardi (63. minut). 0-4 Rodrigo Palacio (79. minut). 

Torino-Genoa 2-1 (0-0).

0-1 Alberto Gilardino (86. minut). 1-1 Ciro Immobile (90. minut). 2-1 Alessio Cerci (90. minut). 

Verona-Fiorentina 3-5 (1-2).

1-0 Jacopo Sala (14. minut). 1-1 Juan Cuadrado (31. minut). 1-2 Alberto Aquilani (44. minut). 1-3 Borja Valero (63. minut). 2-3 Luca Toni (73. minut/str.). 2-4 Alessandro Matri (83. minut/str.). 2-5 Alberto Aquilani (86. minut). 3-5 Juan Iturbe (90. minut).

Napoli-Lazio 4-2 (1-1).

0-1 Senad Lulic (21. minut). 1-1 Dries Mertens (42. minut). 2-1 Gonzalo Higuaín (49. minut/str.). 3-1 Gonzalo Higuaín (67. minut). 3-2 Ogenyi Onazi (82. minut). 4-2 Gonzalo Higuaín (90. minut).

Facebook
Twitter