Fans hylder Eriksen - mens han gennemgår lægetjek

Christian Eriksen er mandag landet i Milano, hvor han skal gennemgå lægetjek og underskrive en kontrakt med Serie A-holdet Inter.

Mandag formiddag landede Eriksen i Milano - se video med danskerens ankomst.

Landsholdsspilleren Christian Eriksens fremtid er formentlig snart afklaret.

Mandag landede han i den italienske by Milano for at færdiggøre sin transfer fra Tottenham til Inter.

Og senere på eftermiddagen tog Eriksen til Italiens Olympiske Komités hovedbygning, CONI, for at gennemføre det obligatoriske lægetjek.

Det ser ud til, at det gik efter planen, for danskeren viste sig efterfølgende frem for de mange fremmødte fans, der stod uden for bygningen og ventede, hvor Eriksen med et stort smil på læben vinkede og hilste på Inter-fansene.

Det viser en video fra Eurosport Italia.

Her kan du se billeder fra lægetjekket:

  • Flere fans er mødt frem for at få et glimt af danskeren. (Foto: Carlo Cozzoli © Scanpix)
  • Eriksen viser sig frem for fansene. (Foto: Matteo Bazzi © Scanpix)
  • Eriksen bliver lykønsket. (Foto: Matteo Bazzi © Scanpix)
  • Den danske landsholdsspiller skal også lige have en selfie med i bagagen. (Foto: Matteo Bazzi © Scanpix)
  • Thumbs up fra midtbanespilleren. (Foto: Matteo Bazzi © Scanpix)
1 / 5

Tidligere mandag blev Eriksen filmet i lufthaven i Milano, hvor flere pressefolk ventede for at for et glimt og nogle pletskud af den danske landsholdsstjerne.

Se Eriksens ankomst til Milano herunder:

Endnu er skiftet ikke officielt blevet bekræftet, men det forventes, at det snarligt bliver.

I sidste uge kunne både italienske og engelske medie berette, at danskeren mandag ville rejse til Milano for at gå gennemgå et lægetjek.

Rygterne om et klubskifte fik også næring i lørdags, da Eriksen var udeladt af Tottenhams kamptrup til FA Cup-opgøret mod Southampton.

Kontrakten udløber til sommer

Efter den kamp beklagede Tottenham-manager José Mourinho sig over, hvor forstyrrende det var hele tiden at snakke om danskerens fremtid.

Efter Inter havde været i aktion i Serie A søndag, sagde klubdirektør Giuseppe Marotta, at han håbede på at kunne tilknytte danskeren, inden transfervinduet lukker fredag ved midnat.

Christian Eriksens kontrakt med Tottenham udløber til sommer, og til den tid kan han skifte klub, uden at hans kommende arbejdsgiver skal betale en overgangssum. Skifter Christian Eriksen klub i denne uge, skal Tottenham have en overgangssum.

/ritzau/