Beredskabsmeddelelse

Farlige stoffer i 9260 Gistrup

- Jeg blev sparket ned fire gange til første træning

Klubben Chievo i Serie A giver blå mærker men gør også Anders Christiansen til en bedre fodboldspiller. Hør om hans liv i Italien.

Anders AC Christiansen skiftede FCN og en plads som ny på landsholdet ud med en anderledes kontant tilværelse i klubben Chievo i den italienske Serie A. (Foto: henning Bagger © Henning Bagger)

Der er ikke noget piveri. Ingen beklagelser eller fortrydelse. Kun konstateringen af, at italiensk fodbold og Serie A er en barsk verden at være havnet i. Også en hel del barskere end Lyngby, FC Nordsjælland og den beskyttede danske fodboldverden.

Navnet på den unge mand i centrum for historien her er 25-årige Anders Christiansen med kælenavnet ’AC’. Den lille rødhårde midtbanespiller blev udviklet i Lyngbys spillende talentskole, udviklede sig til regulær Superligaprofil på kunstgræsset i FC Nordsjælland og endte såmænd med tre landskampe under Morten Olsen i slutningen af 2014 og begyndelsen af 2015.

Ja, og så skrev han i januar måned under på en kontrakt med klubben Chievo fra den italienske Serie A.

Derfor sidder han nu i smuk efterårssol i en lejlighed i Romeo og Julies hjemby, Verona, med træningsanlæg ud til Gardasøen og et fint liv som privilegeret fodboldspiller, men også som en i rækken af de unge, danske spillere, der rejser ud og – ikke endnu i hvert fald – har slået til.

Netop dette emne har på det seneste været diskuteret flittigt, for hvorfor har danskerne det så svært i udlandet? Hvorfor havner så mange af dem på bænken?

I Anders Christiansens tilfælde føler han selv, at det ikke var så langt fra, at historien allerede nu havde været en helt anden:

- Jeg følte faktisk, det var en god opstart her inden den nye sæson. Jeg spillede en masse i testkampene og fik for en gangs skyld lavet nogle mål. Jeg var faktisk den mest scorende midtbanespiller og følte mig tæt på holdet.

- Sidste sæson var der to, der spillede temmelig fast på min plads på den centrale midtbane. Det var argentineren Mariano Izco og så en serber, Radovanovic, men der sker så det, at Isco bliver skadet i den sidste træningskamp, hvorefter jeg tænker, der er gjort plads til mig. Træneren vælger imidlertid i stedet at rykke lidt rundt på holdet til premieren, hvorefter Radovanovic så også går i stykker lige inden pausen, da vi er bagud 1-0.

Valgt fra

- Så vender træneren sig om, og der er reelt kun mig og en anden, han kan vælge i mellem, og flere af de andre på bænken har allerede sagt: nu kan du godt gøre dig klar, AC.

AC på banen i kampen mellem Genoa og Chievo på Stadio Luigi Ferraris i marts 2015. (Foto: Valerio Pennicino © 2015 Getty Images)

- Han nævner så det andet navn; en italiener, der er jævnaldrende med mig. Han kommer ind på den centrale midt og er med til at vende det hele, så vi vinder 3-1. Siden er det gået fantastisk for holdet, vi ligger lige under toppen i Serie A - og jeg sidder stadig på bænken.

- Det var ellers den chance, jeg havde ventet på i hele foråret, men jeg sidder ikke her og tuder eller fortryder, at jeg er taget af. Både på og uden for banen, har jeg udviklet mig, og jeg synes simpelthen, at jeg er blevet en dygtigere fodboldspiller.

Hvordan er du blevet en bedre fodboldspiller på trods af ikke at spille?

- Der, hvor jeg har skullet udvikle mig mest, er omkring de defensive kvaliteter. Hernede handler det helt vildt meget om at kunne forsvare eget mål, og specifikt om i en 4-4-2 at kunne komme ind under din sidemand eller din kant og lukke af. Og så handler det i høj grad om at kunne tage fat. Om virkelig at sætte sig i respekt på banen – også på træningsbanen.

- Det hele er enormt anderledes end i både FC Nordsjælland og tidligere Lyngby, hvor vi også nogle gange blev beskyldt for at spille naivt, men der var jeg vant til at modtage bolden og så kigge mig om efter nogle korte løsninger og spillere rundt omkring mig. Hernede bliver der spillet sikkert, kynisk og langt.

Hvordan har det været at skulle sætte sig i respekt?

- De taler meget om personlighed og attitude hernede. At man viser noget! Også at man ikke nødvendigvis er venner med sine holdkammerater. For eksempel den første rigtige træning, jeg var med til hernede, blev jeg sparket ned fire gange, hvor der ikke var nogen, som sagde noget som helst til det. Det var heller ikke sådan, at træneren stoppede spillet. Der er det helt sikkert vigtigt, at man sætter sig selv i respekt, og det gjorde jeg så også. Hver gang en havde sparket mig ned, rejste jeg mig op, og når jeg så fik muligheden, prøvede jeg at give den samme spiller igen.

- Jeg troede faktisk ikke rigtig på, at det stadig var sådan, det foregik, selv om jeg selvfølgelig havde hørt en masse historier om det. Men når man står og har blå mærker op og ned af anklerne og er blevet sparket i maven, så er det alligevel virkelighed. Det skal så siges, at efter jeg gav igen de første træninger, er der ikke nogen, som på samme er gået helt vildt til mig. Det er nok sådan en lille optagelsesprøve og selvfølgelig nogle konkurrerende spillere på midtbanen, der lige skulle understrege, at det altså er dem, der bestemmer her.

- Et andet eksempel er, at klubben har sådan en form for mentaltræner, der arbejder med os én og én. Vejrtrækning, yoga, samtale og den slags. En dag fortalte mig han en lille historie om, hvordan en italiener var i forhold til en dansker som mig. Han sagde, at hvis en italiener på nogen måde kunne snyde eller for eksempel uset stjæle en bil og køre en tur, så ville han gøre det. Og det var den attitude, jeg også skulle have. At jeg var for flink. Det måtte jeg jo faktisk give ham ret i. At jeg på banen måske skal lære at slå en i siden eller nive ham eller bare skrælle helt igennem i en tackling, men det er på den anden side også svært for mig bare at ændre. Der, hvor jeg kommer fra, passer man da som minimum på sine holdkammerater til træning.

I Superligaen går man til vaflerne under kampene, men i Italien måtte Anders Christiansen lære, at der også skulle tackles igennem til træning. (Foto: Axel Schütt © Axel Schutt)

- Det kunne han ikke forstå. Man kunne sådan set godt være venner, men først efter træningen. Det var ikke lige den melding, vi fik fra trænerteamet i FC Nordsjælland.

Hvordan er træneren, Rolando Maran? Man har jo hørt mange historier om italienske fodboldtrænere.

- Det er ikke fordi, jeg har talt ret meget med ham. Selvfølgelig siger man goddag, men tiltaler ham ellers udelukkende ’Mister’, som jeg også tror, man gjorde, dengang Elkjær spillede hernede. Og når træneren taler, så kigger alle på ham med konstant øjenkontakt. Der er ikke nogen, som siger noget som helst; heller ikke, når det er ude på banen.

- Når han taler, er der helt stille.

- Hvis du gør en ting på banen, som du måske selv føler er rigtig, men han siger, at det skal du ikke gøre, så er det heller ikke sådan, at man lige kommer ud med sin egen holdning omkring det. Så siger man: "Okay – det er jeg ked af!” Sådan er det bare.

Nu spiller du ikke så meget i øjeblikket, men det er da blevet til flere kampe også fra start i sidste sæson. Hvordan har mødet med Serie A og Chievo været ud over de første blå mærker?

- Chievo er meget en familiær klub. Præsidenten er næsten til hver træning forbi og hilse og snakke. Vi har heller ikke de samme ressourcer som de store hold i Italien, så alle er lidt tættere på hinanden. Derudover er Chievo den lille klub i byen i forhold til Hellas Verona, så alle spillere kan sagtens gå i fred og ro. På den måde er det også en klub, hvor presset ikke er helt så stort som andre steder. Vi skal sådan set bare blive oppe i Serie A. Og så er det ellers en klub, der er kendt for at fighte og knokle; lidt lige som SønderjyskE derhjemme. Chievo bliver altid dømt som nedrykker, men klarer den år efter år.

Vil tilbage på landsholdet

- Man kunne i den grad mærke det i sidste sæson, da vi reddede os allerede seks-syv runder før sidste spilledag. Det var en kæmpe forløsning, og vi begyndte med det samme at få flere fridage og mere frihed!

Er der stadig noget storhed over at komme rundt i Serie A?

- Nu har vi jo Derby her i denne weekend mod Hellas Verona, og det er altså kæmpe stort. De har små tifoer bare til træningerne. Og så er der de store udebaner, som er ret specielle. For eksempel da vi skulle spille ude mod Lazio. Vi tager altid på hotel dagen inden kamp, så vi overnattede i Rom, og to timer inden kampen kørte vi så gennem byen til stadion. Det var ret vildt. Halvdelen af fansene stod og spyttede efter bussen og gav os fuckfinger, mens den anden halvdel jublede, fordi de var Roma-fans og håbede, vi tog point fra Lazio.

Du var inden omkring landsholdet, lige inden du rejste fra FC Nordsjælland. Hvad tænker du om det nu?

- Jeg vidste jo godt, at især det første halve år ville være tilvænning, og jeg skulle være tålmodig. Jeg tog heller ikke herned for at komme tættere på landsholdet, men for at blive en bedre fodboldspiller. Og det går så hånd i hånd, for jo højere niveau, man spiller på, jo tættere er man også på landsholdet, så det er op til mig selv. Men selvfølgelig vil jeg tilbage!

Hvad tænker du om fremtiden i Chievo. Hvor længe er du villig til at sidde på bænken?

- Det er klart, at jeg savner at spille hver søndag. Nu er transfervinduet lige lukket, og så må jeg jo arbejde hårdt og træne. Der kan virkelig ske rigtig meget, rigtig hurtigt. Det har jeg allerede set, men selvfølgelig: Spiller jeg stadig slet ikke til januar, må jeg jo overveje det hele.

- Heldigvis har jeg været med i kamptruppen hver gang, siden jeg kom. Det er trods alt positivt. Og så må jeg jo være klar den dag, træneren vender sig om og nævner mit navn.

Chievo møder Hellas Verona lørdag aften kl. 20.45.

Facebook
Twitter