Lazio slår Inter og Eriksen af førstepladsen

Christian Eriksen var bænket i det meste af kampen, da Inter tabte 1-2 i topbraget på udebane mod Lazio.

Christian Eriksen fik et kvarters tid som indskifter, da Inter tabte med 1-2 ude til Lazio i Serie A. (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

De regerende mestre fra Juventus puffede søndag Inter væk fra førstepladsen i den italienske Serie A.

På udebane tabte Christian Eriksen og co. med 1-2 til Lazio, mens Juventus slog Brescia med 2-0.

Den danske midtbanespiller var bænket i de første 77 minutter, men Eriksen var kort efter sin indskiftning tæt på at sikre Inter det ene point på et langskud.

Inter tog føringen umiddelbart før pausen, da Ashley Young bragte gæsterne foran med 1-0, inden Lazio i anden halvleg kæmpede sig tilbage.

Først udlignede Ciro Immobile til 1-1 på et straffespark, før serbiske Sergej Milinkovic-Savic med 20 minutter tilbage af opgøret hamrede hjemmeholdet foran med 2-1.

Få minutter senere blev Christian Eriksen sendt på banen, og danskeren var tæt på at markere sig kort efter med et godt skud fra kanten af feltet.

Eriksens forsøg blev blokeret af Thomas Strakosha i Lazio-målet. Inter fastholdt angrebet, og det lykkedes Lautaro Martinez at skrabe bolden over stregen, men angriberen var offside.

Med sejren går Lazio også forbi Inter i tabellen, der nu toppes af Juventus med 57 point. Lazio følger efter med 56 point, mens Inter har 54 point på tredjepladsen.

/ritzau/