Italiensk supercup i Saudi-Arabien skaber politisk uro

Den italienske vicepremierminister kritiserer, at kvinder i Saudi-Arabien ikke kan tage alene på stadion og se den italienske supercup.

Den italienske vicepremierminister, Matteo Salvini, er ikke tilfreds med de forhold, som den italienske supercup skal spilles under i Saudi-Arabien. (Foto: LUCA BRUNO © Scanpix)

I juni sidste år indgik Lega Serie A, der er det styrende organ bag den bedste italienske fodboldrække, en aftale med General Sports Authority.

GSA er den øverste, statslige myndighed inden for sport i Saudi-Arabien, og aftalen lød på, at tre af de næste fem italienske supercups skal spilles i Saudi-Arabien.

Supercuppen afvikles i år i Riyadh den 16. januar, og efter billetsalget er begyndt, har beslutningen om at spille kampen i Saudi-Arabien mødt stor kritik. Kritikken udspringer af, at dele af King Abdullah Stadium i Riyadh, hvor supercuppen skal spilles, er forbeholdt mænd.

Kvinder har lov til at tage på stadion i Saudi-Arabien, hvis de køber en billet til familieafsnittet, og er i selskab med en mand. (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Kvinder har lov til at tage på stadion, hvis de køber billet til familieafsnittet og er i selskab med en mand.

Det har fået den italienske vicepremierminister, Matteo Salvini, op i det røde felt. I en video på Facebook kritiserede han torsdag beslutningen om at spille kampen i Saudi-Arabien.

- At den italienske supercup bliver spillet i et islamisk land, hvor kvinder ikke kan tage på stadion, hvis ikke de er i selskab med en mand, er en tristhed og noget vrøvl, siger vicepremierministeren.

Ændret lov i 2018

Tidligere har det været ulovligt for kvinder at se sportsbegivenheder på stadioner i Saudi-Arabien, men en ændring i 2018 i lovgivningen åbnede op for, at kvinder kunne tage på stadion.

Beslutningen om at spille tre ud af de næste fem italienske supercups i Saudi Arabien er angiveligt blevet taget på baggrund af økonomiske incitamenter. Det amerikanske medie, Daily Herald, skriver, at aftalen sikrer Lega Serie A 20 millioner euro fra General Sports Authority for at afvikle tre kampe i Saudi-Arabien.

Tidligere er den italienske supercup blevet spillet i USA, Kina, Qatar og Libyen. Årets italienske supercup spilles mellem Juventus og Milan. Juventus er kvalificeret som italiensk mester og pokalvinder, mens Milan er med, da de tabte pokalfinalen til netop Juventus.