Kan du gætte, hvem de er? Bundesligaspillerne anbefales at bære maske

Mundbind og medicinske kontroller skal redde de store fodboldligaer

Munden skal dækkes, hvis den tyske Bundesliga skal i gang om 14 dage. En anbefaling går på tætsiddende ansigtsmasker. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)

Meget tyder på, at fodbolden snart kan rulle igen uden tilskuere i de nationale ligaer i Europa, hvis de forskellige regeringer giver lov.

I ugens løb blev der holdt adskillige møder i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), hvor opfordringen er at få en sportslig afvikling på sæsonen.

Det stiller store krav til sikkerhed på grund af coronapandemien, mener Jonas Baer-Hoffmann, der er generalsekretær i Den Internationale Spillerforening (Fifpro).

- Der er et enormt logistisk, medicinsk og videnskabeligt spørgsmål om testning og protokoller, men også et socialt spørgsmål. Vi har brug for vejledning og protokoller for, hvordan vi vender tilbage på en sund og sikker måde.

- Sender vi det rigtige signal til samfundet, og er vi med til at opfordre til en sund tilbagevenden til det normale liv, eller sender vi et dårligt signal om, at fodboldens verden er underlagt andre regler end resten af verden?, siger han.

Skal holdene eksempelvis isoleres, indtil sæsonen er slut, og hvad sker der, hvis en spiller bliver testet positiv for coronavirus?

Ifølge Christoph Freund, der er sportsdirektør i østrigske RB Salzburg, vil det være næsten uoverskueligt.

- Det kan ikke passe, at det hele må stoppe igen i to-tre uger, hvis en spiller eller en ledsager eller en træner bliver smittet, siger han.

Tyskland vil spille om 14 dage

I Bundesligaen håber man at begynde igen 9. maj, hvis der bliver givet grønt lys fra den tyske regering.

Torsdag meddelte tyskerne, at alle spillere vil blive overvåget af sundhedspersonale, og at der regelmæssigt vil blive testet.

En smittet spiller vil blive rapporteret videre, men spillerens hold vil ikke automatisk blive sendt i karantæne, ifølge Reuters.

Fodboldspillerne i Bundesligaen bør også have ansigtsmasker på, hvis eller når sæsonen genoptages. Sådan lyder en af anbefalingerne fra Tysklands beskæftigelsesministerium, ifølge Der Spiegel.

Det tyske magasin er kommet i besiddelse af et tre sider langt dokument med de anbefalinger, der er kommet fra de tyske myndigheder.

En talsmand fra ministeriet bekræfter, at dokumentet eksisterer, men påpeger, at det kun er et udkast, som ikke er fremlagt for ledelsen i Beskæftigelsesministeriet.

Tætsiddende ansigtsmasker skal udskiftes hvert kvarter

En af anbefalingerne i udkastet lyder, at alle spillere og dommere skal bære tætsiddende ansigtsmasker, som "ikke kan glide af under spring, hovedstød og nærkampe".

Hvis masken alligevel skulle ryge af, så skal kampen øjeblikkelig stoppes, står der i udkastet. Og da maskerne hurtigt bliver våde af spillernes åndedræt, skal de udskiftes mindst hvert kvarter, lyder det.

Topklubberne i Bundesligaen modtager anbefalingerne om maskerne med skepsis.

- Du er måske i stand til at sprinte en enkelt gang med ansigtsmaske, men ikke adskillige gange.

- Det er en interessant idé, men for mig at se er det ikke noget, der kan lade sig gøre i praksis, siger Markus Krösche, sportsdirektør i RB Leipzig, til den tyske avis Bild.

I Bayer Leverkusen mener medicinsk rådgiver Karl-Heinrich Dittmar, at masker ikke er nødvendige, da ligaen planlægger at teste alle spillere og stabsmedlemmer regelmæssigt.

- At bære en maske er ubehageligt, og vejrtrækningen besværes, siger Dittmar.

- Det ville ikke fungere i fodbold, og jeg mener ikke, at det er nødvendigt. Når vi tester, så vil risikoen for smitte være ekstremt lav, siger han.

Bayern Münchens Thomas Müller kunne senest fejre en scoring 8. marts. (Foto: MICHAEL DALDER © Scanpix)

Et andet forslag i udkastet fra Beskæftigelsesministeriet lyder, at alle hold skal være i karantæne på hoteller i resten af sæsonen.

Det mulige krav vækker ikke begejstring hos alle spillere. De ville derved kunne se frem til hotelophold i både maj og juni.

- Jeg vil personligt finde det ekstremt vanskeligt at opholde mig på hotel i de næste uger uden at kunne se min familie, siger Eintracht Frankfurt-spilleren Danny da Costa.

Bayern München-angriber Thomas Müller erkender dog, at det kan være den eneste vej til at kunne spille fodbold igen foreløbigt.

- Det står ret klar, at fodboldverdenen skal overholde alle nødvendige regler for at spille, siger Müller til Sport Bild.

I Frankrig skal spillerne gennemgå medicinsk kontrol

I den franske Ligue 1 forventes spillerne i den bedste række at vende tilbage til deres klubber 11. maj.

Her er kravet, at de skal gennemgå "fuld medicinsk kontrol" med henblik på at genåbne ligaen i juni, hvis den franske regering tillader det.

Det meddelte Det Franske Ligaforbund (LFP) fredag.

LFP-bestyrelsen har mødtes for at gennemgå hovedpunkterne i et udkast til et dokument om medicinske og sundhedsmæssige retningslinjer.

Disse punkter er forelagt ligaens repræsentant for klublægerne, hedder det i en erklæring.

Dokumentet "forudser tilbagevenden af spillere til træningscentre den 11. maj for at gennemføre fuld medicinsk kontrol, såsom mundskrab, efterfulgt af daglig overvågning", lyder det.

LFP har også angivet, at den foretrækker genåbning af ligaen i midten af juni, men med forbehold for regeringens lempelser, der bliver præsenteret en af de kommende dage.

Frankrig er i øjeblikket under et landsdækkende lockdown indtil 11. maj.

Fodbold i Europa har været i stilstand siden midten af marts på grund af coronapandemien.

Frankrig har registreret over 22.000 dødsfald forbundet med virusset ifølge de seneste tal.

Sundhedseksperter er skeptiske

Geoffrey Dreher har en professortitel ved Johns Hopkins University, som under coronakrisen overvåger smitteudviklingen på verdensplan.

Han ser også store udfordringer i en opstart omgivet af coronapandemi.

- Hvis smitten rammer et udehold, som skal rejse, hvordan kommer de så hjem? Vil jeg være okay med at spille, hvis min holdkammerat bliver smittet?, spørger han.

Carl Bergstrom er professor i biologi på University of Washington, og han ser også enorme, logistiske udfordringer i at isolere spillere og stab i resten af sæsonen.

- Mad og medicin skal komme et sted fra, og enhver kontakt med omverdenen vil have en smitterisiko, siger han.

Carl Bergstrom opfordrer til, at ligaerne selv investerer i at kunne teste.

- Ellers risikerer de en PR-katastrofe ved at lægge beslag på testning i forhold til de borgere, som har et mere presserende behov, siger han.

FacebookTwitter