Kim Brink forlader Vejle Boldklub Kolding

Den ambitiøse 1. divisionsklub har sagt farvel til direktøren for at spare.

Kim Brink - her mens han var ansat i OB - forlader Vejle. (Foto: Niels Westh © DR Sporten)

Kim Brink er færdig i fodboldklubben Vejle Boldklub Kolding fra den næstbedste danske række.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

- Kim Brink har været super at have om bord, men nu starter en ny rejse, hvor vi må prioritere omkostninger i forhold til indtægter, siger Vejle Boldklub Koldings bestyrelsesformand, Lars Skou.

- Dette medfører også en anden arbejdsfordeling, hvor mange opgaver skal løftes af færre. Men Kims engagement og faglighed i selskabet har været unik, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke fremover, siger formanden.

Kim Brink blev i januar indsat som cheftræner i Vejle Boldklub Kolding, sideløbende med at han var direktør i klubben.

Med en tredjeplads kiksede oprykningen til Superligaen akkurat for den ambitiøse klub.

/ritzau/

Facebook
Twitter