Kina drømmer om globalt overherredømme på fodboldbanerne

Efter et transfervindue, hvor kinesiske klubber satte rekord og spændte de økonomiske muskler, står det klart, at det mægtige land har sat handling bag ordene om at indtage den globale fodbold.

Xi Jinping smiler afvæbenden, men han brygger på en plan, der skal skubbe Europa og Sydamerika af fodboldtronen. (Foto: DAVID MOIR © Scanpix)

Skal man fortælle historien om den himmelflugt, som kinesisk fodbold har været på i de seneste år, så kan man passende begynde ved erhvervsmanden Jianyin Xu.

Hans indflydelse på kinesisk fodbold bliver beskrevet i bogen ’The Sports Business in the Pacific Rim: Economics & Policy’.

Som bestyrelsesformand for Evergrande Real Estate Group, der har hjemme i millionbyen Guangzhou, valgte han i 2010 at kaste sin kærlighed på den lokale fodboldklub, der dengang var langt fra fordums storhed. Renommeet hang i laser efter en uskøn hovedrolle i de foregående års matchfixing-skandaler, der havde plaget kinesisk fodbold og sendt både ledere, landsholdsspillere og dommere bag tremmer.

Med direkte adgang til entreprenørselskabets milliarder påbegyndte klubben under sit nye navn Guangzhou Evergrande en spektakulær rejse mod den asiatiske fodboldtrone.

Så sent som i 2009 måtte klubben en tur ned i den næstbedste række, men for de efterhånden få, men hårdt prøvede tilhængere, der stadig dukkede op til hjemmekampene, skulle det blive den sidste nedtur i meget lang tid.

Prominente navne i Guangzhou

Pludselig var der kinesiske landsholdsspillere i startopstillingen, og oprykningen fulgte prompte. Nu åbnede Jianyin Xu og Evergrande Real Estate Group for alvor pengepungen på vid gab, og manden, der gjorde Italien til verdensmester i 2006, Marcello Lippi, blev hentet til som træner.

På banen fik de kinesiske stjerner selskab af argentineren Dario Conca i en handel, der for første gang fik omverden til at tale om kinesisk fodbold. Kun særligt dedikerede tilhængere af sydamerikansk fodbold var bekendt med hans navn, men pludselig blev han en af verdens bedst betalte spillere. Ifølge vedholdende rygter rykkede han ind på listen blandt de 10 bedst betalte i verden med sit skifte til Kina.

Marcello Lippi løfter Champions League-trofæet sammen med anfører Zheng Zhi efter klubbens triumf i den asiatiske udgave af turneringen i 2013. (Foto: Bobby Yip © Scanpix)

Med ét stod det klart, at der skete ting og sager på fodboldbanerne i det store rige mod øst, og verden havde fået en forsmag på de kinesiske ambitioner, der i det netop overståede transfervindue for alvor fik fodboldinteresserede verden over til at spærre øjnene op.

Nu var det ikke længere kun Guangzhou Evergrande, der spændte de økonomiske muskler. Pludselig toppede kinesiske klubber listen over de dyreste spillerhandler, og europæiske navne af en hidtil uset kaliber valfartede til landet for at få del i den nyfundne rigdom i Chinese Super League.

De politiske vinde

En af de få, der betakkede sig, var Watford-angriberen Odion Ighalo, der efter eget udsagn i britiske medier afslog et skifte, der ellers ville have indbragt ham 600 millioner kroner over fire år.

Jianyan Xu havde vist sig som en fremsynet herre, der slog til på det helt rigtige tidspunkt og skabte en klub, der siden har vundet fem mesterskaber og to asiatiske Champions League-titler.

Men ønsket om sportslig succes og kærlighed til sporten har formentlig ikke været det eneste brændstof for Jianyan Xu, der nok havde vejret, hvilken vej de politiske vinde blæste.

Kinas præsident Xi Jinping er nemlig en dedikeret fodboldelsker, der ved flere lejligheder har ytret, at Kina skal være en magtfaktor i international fodbold. Helt konkret har han i 2015 formuleret en målsætning om, at verdens folkerigeste nation igen skal kvalificere sig til VM, siden arrangere det og til sidst stå som vinder af verdens mest prestigefulde turnering.

Sidste gang Kina deltog ved VM var i 2002. Som ansigtsudtrykket afslører, endte det skidt. Tre nederlag og en målscore på 0-9. Og så kom de kun med, fordi Japan og Korea som værtsnationer ikke deltog i kvalifikationen. (Foto: Guang Niu © Scanpix)

Skammen over at være placeret som nummer 93 på verdensranglisten bag lande med færre indbyggere end en mellemstor forstad til Beijing skal vaskes væk.

Præsidentens store ønske

Og når præsidenten helt utvetydigt udtrykker et ønske, så er der en grund til, at nationens største virksomheder lytter godt efter og begynder at spytte penge i fodbold, forklarer Nis Høyrup Christensen, der er adjunkt på handelshøjskolen CBS.

Kinas præsident, Xi Jinping, har aldrig lagt skjul på sin kærlighed til fodboldspillet. Her giver han en lille opvisning under et statsbesøg i Irland. (Foto: DAVID MOIR © Scanpix)

- Det får det hele til at rulle derudad, for så har lokalregeringerne fået et kraftigt signal om, at det er noget, som man skal hjælpe til med at facilitere.

Han understreger, at der ikke er tale om en proces, hvor lederne med Xi Jinping i spidsen sidder i Beijing og styrer udviklingen minutiøst, men at der er tale om en blanding af knap så subtile hentydninger og økonomisk lokkemad, som de store virksomheder bider på.

- Man skal ikke tro, at det hele er så topstyret, at de bare kan sidde i Beijing og sige, at nu satser vi på fodbold, for provinserne har stor magt og mulighed for at drive en dagsorden selv. Men i Beijing gør man det til noget, som man virkelig ser positivt på.

- Så sker der det, at man fra klubbernes side begynder at rulle projekterne ud, når man får sådan et signal fra både lokalregering og den politiske top i Beijing. Og så får de fx lettere adgang til billig kapital i de statslige banker, og der åbnes simpelthen op for et samspil mellem myndigheder, klubber, banker og de forskellige aktører, der gør, at alle får noget ud af at deltage.

Fodbold på skoleskemaet

Helt konkret er der sidste år blevet søsat en 50-punkts-plan, der får indflydelse på alle niveauer af kinesisk fodbold fra græsrodsniveau over træneruddannelser til de professionelle klubber.

- En revitalisering er en nødvendighed for at gøre Kina til en sportslig magtfaktor som en del af den kinesiske drøm. Det er også, hvad folket ønsker, lød det om det nye initiativ fra reformgruppen, der ledes af Xi Jinping.

Blandt andet gør man op de pauvre udbud af lokale fodboldklubber, hvor ungdommen kan dyrke sporten. I dag er der cirka 5000 fodboldskoler i Kina, og det tal skal ifølge planen være steget til 20.000 om fem år og 50.000 om 10 år.

Hvor målrettet man går til værks for at løfte niveauet blandt den fodboldspillende ungdom i Kina kom allerede til udtryk i november 2014, hvor det blev annonceret, at sporten simpelthen blev indført som en obligatorisk del af undervisningen i landets skoler, skriver nyhedsmediet The Economist.

Danskeren i midten

Iblandt Shanghais knap 15 millioner indbyggere er en dansker ved navn Mads Davidsen, og han har de sidste fire år siddet på forreste parket og overværet kinesisk fodbolds himmelfart.

Som assistent for den tidligere engelske landstræner Sven Göran Eriksson har han været med på de inderste linjer. Først i klubben Guangzhou R&F, lokalrivalen til de succesfulde bysbørn i Evergrande, og siden sidste år i klubben Shanghai SIPG, der også er en af de nyrige klubber i ligaen med et mastodontisk shippingfirma som ejer og garant for massive økonomiske indsprøjtninger.

De mange spektakulære handler i januar, der sendte spillere som Alex Teixeira og Jackson Martinez til kinesiske klubber for hhv. 374 millioner og 314 millioner kroner, har skabt overskrifter i Europa. Men de fik ikke Mads Davidsen til at kløjes i sin dim sum. Langt fra endda.

- For mig har det netop overståede transfervindue ikke været noget specielt forstået på den måde, at jeg hele tiden har vidst, at det her ville komme, fordi jeg har set det udvikle sig over de tre – fire sidste transfervinduer.

- Problemet er jo bare, at den kinesiske liga ikke er en, som man følger i Europa. På den måde er det her et chok for Europa, for der tror man, at det først er nu, at det er eksploderet. Men ser man tilbage på de seneste transfervinduer, så ser man også en kraftig vækst i beløbene, som klubberne har brugt på spillere. Så det vi ser nu er måske nok signifikant, men det har egentlig bare fulgt den udvikling, der har været i gang, siger han.

Den kinesiske pengemodel

I modsætning til Europa er de færreste af klubberne i den kinesiske liga i samme grad bundet af traditioner og geografisk placering, og det har medført en lang række navneændringer og endda flytninger i forbindelse med ejerskifter, som man kender det fra amerikansk sport.

Mads Davidsens nuværende arbejdsgiver har samme historie, og i 2014 flyttede klubben, der dengang hed Shanghai East Asia FC, fra øen Chongming og tættere på metropolens centrum. I et forsøg på at hamle op med klubberne i Beijing og Guangzhou købte lokalregeringen sig via det offentligt ejede selskab SIPG sig ind som ejer, skiftede navnet til Shanghai SIPG, og begyndte at poste penge i projektet.

- Man kan godt mærke, at man er i en stor klub, men ikke en storklub, fordi det er en ung klub, der kun er et år gammel og har kvalificeret sig til Champions League for første gang. Men der er en kæmpe stab omkring klubben, og det er en kæmpe virksomhed, SIPG, der står bag og er den økonomiske motor, der gør, at det her fodboldprojekt overhovedet er realistisk, siger Mads Davidsen.

Han bekræfter, at der er tale om en særligt kinesisk synergi mellem partitoppen i Beijing, lokalregeringerne, virksomheder og fodboldklubber, der betyder, at de store selskaber finder det interessant at poste gigantiske millionbeløb i fodboldklubber, der ikke umiddelbart har udsigt til at give økonomisk afkast.

- For at lave business i Kina skal man have en rigtig god forbindelse til regeringen, for systemet er bygget op, så det er derfra det bliver styret, hvem der får lov at vokse mest. Det vil sige, at alle private firmaer er afhængige af et godt forhold til regeringen for at få de gunstige aftaler.

Endnu større navne i kulissen

- Derfor var præsident Xi Jingpings udmelding om fodbold også en besked til virksomhederne om, at hvis de vil fortsætte med de gode vilkår, så er det nok en rigtig god ide, at I begynder at investere jeres overskud i fodbold, og så skal regeringen nok sørge for, at I kan blive ved med at tjene penge på jeres hovedbusiness.

Mads Davidsen har i fire år arbejdet i kinesisk fodbold. (Foto: Hanna Leanderdal © dr)

- SIPG er gået ind og har lavet et datterselskab, der investerer i en fodboldklub, som så giver underskud, men giver endnu bedre vilkår for hovedselskabet, hvor de så mere end tjener pengene hjem igen. Derfor kommer udviklingen heller ikke til at stoppe lige med det samme, for reelt tjener en virksomhed som SIPG flere penge ved at have en fodboldklub end uden, forklarer han.

Hvad angår muligheden for at se endnu mere prominente europæiske og sydamerikanske spillere løbe på banen i Chinese Super League i fremtiden, afslører han, at det allerede i januar var tæt på at ske.

- Vi er i det her transfervindue også blevet tilbudt spillere, der spiller fast i nogle af de bedste klubber i Europa – klubber på Bayern München og Manchester Citys niveau, fortæller han uden at løfte sløret for, hvem der var tale om.