Kinesere klar til at møde Barcelona i VM-semifinale

De asiatiske mestre fra Guangzhou Evergrande skal møde FC Barcelona ved VM i klubfodbold.

Paulinho jubler over sin afgørende scoring. (Foto: KAZUHIRO NOGI © Scanpix)

Med et mål tre minutter inde i overtiden sørgede brasilianeren Paulinho for at sende de asiatiske mestre fra Guangzhou Evergrande videre til semifinalen ved klub-VM i fodbold. Her venter FC Barcelona på torsdag.

Det lignede ellers længe, at de nord- og mellemamerikanske mestre, Club America fra Mexico, skulle være holdet, som skulle forsøge at udfordre mægtige Barcelona i semifinalen.

Den mexicanske landsholdsangriber Oribe Peralta headede nemlig America foran ti minutter efter pausen, og den føring holdt indtil ti minutter før tid. Her fik Long Zheng udlignet med et fladt skud fra kanten af feltet. Zheng havde tidligere i halvlegen afløst den brasilianske stjerne Robinho hos Guangzhou Evergrande.

Og i overtiden lykkedes det så for kinesernes andet store brasilianske navn, Paulinho at afgøre kampen med et hovedstødsmål direkte efter hjørnespark. Dermed venter der altså en semifinale mod Messi og co. for træner Luiz Felipe Scolaris kinesiske tropper, mens mexicanerne må nøjes med en temmelig ligegyldig kamp om femtepladsen.

I den anden semifinale er de japanske mestre fra Sanfrecce Hiroshima klar til et møde med de sydamerikanske mestre River Plate. Japanerne havde ingen problemer i kvartfinalen mod de afrikanske mestre TP Mazembe, som blev besejret med 3-0.

Du kan se begge semifinaler ved VM direkte på DR3 – onsdag kl.11.20 Sanfrecce Hiroshima mod River Plate og torsdag kl. 11.20 FC Barcelona mod Guangzhou Evergrande.

Facebook
Twitter