KLUMME: Ineffektivitetens triumf

DR Sportens udsendte fodboldreporter Morten Kaus efterlyser mere sprudlende fodbold fra Spanien, der har "forsvaret" sig frem til EM-semifinalen.

Spanien fejrer 2-0 sejren over Frankrig. (Foto: © Alessandro Bianchi, Scanpix)

Skrevet af DR Sportens udsendte fodboldreporter Morten Kaus

Uden at være blevet det mindste presset er Spanien som ventet klar til semifinalen her ved EM i Polen og Ukraine. I aftes blev det til endnu en dominerende opvisning i deres måde at spille fodbold på - 2-0 over Frankrig, der stort set ikke truede spanierne på noget tidspunkt i kampen. Efterfølgende lød det også samstemmende fra de franske spillere, at 'Spanien bare er et svært hold at spille mod, fordi man næsten ikke rører bolden'.

Kigger man på statistikken har franskmændene ret. Over 3000 afleveringer og i boldbesiddelse i cirka 2/3 i hver af de foreløbige fire kampe. Det er de tørre tal for La Furia Roja, som spanierne kalder deres landshold. Undervejs er det blevet til otte mål på 67 forsøg, og det er måske lige her, min anke ligger.

Spanierne spiller smukt fodbold. Den måde de tusindvis af pasninger flyder mellem nogle af verdens bedste boldspillere er både forførende og fantastisk at følge. Mod Frankrig i kvartfinale gjorde de det igen - spillede trekanter rundt om et ellers indtil da velspillende fransk mandskab. I lange perioder fik spanierne det til at se ud som, at de aldrig havde tænkt sig at slippe bolden, mens franskmændene tilsvarende virkede som om, de egentlig helst var fri for at få den. Og det er lige præcis det, der er så forførende ved den spanske spillestil. Evnen til at få en kamp til at flyde, selvom det reelt kun er det ene hold, der rører bolden.

Men når det så er sagt, så er der altså også et kedende element i den spanske dominans. Både mod Italien, Kroatien og igen i aftes mod Frankrig, bliver det forførende kombinationsspil parret med en ineffektivitet af den anden verden. Bedst illustreret af Xavi i slutningen af 2. halvleg, hvor den lille midtbanemand kombinerer sig frem til kanten af franskmændenes felt for derefter at vende om og spille bagud …

Og så er vi tilbage ved min anke. Spanierne får simpelthen ikke nok ud af deres dominans. Alle de tusindvis af afleveringer, alle de afslutninger. Mod Italien rakte det til 1-1, mod Kroatien til 1-0 og mod Frankrig blev det 2-0 - det ene af målene scoret på straffespark i de sidste minutter. Kun Irland fik en reel snitter, der svarer til det statistiske overtag.

Jeg savner at se et spansk hold, der er tvunget til at udnytte deres overtag i boldbesiddelse og tvunget til at præstere. Indtil nu har de 'forsvaret' sig frem til semifinalerne forstået på den måde, at så længe de selv har bolden, kan modstanderne i hvert fald ikke score.

Og selv om det er imponerende, så er det altså også lidt kedeligt … når ineffektiviteten på den måde sejre.