Københavns overborgmester afviser tanken om nyt nationalstadion

Frank Jensen mener, der bør være mere fokus på Københavns bæredygtighed end stadionstørrelse.

Overborgmester i København, Frank Jensen, deler ikke DBU-formandens syn på, at utilstrækkelige faciliteter potentielt kan komme til at forhindre Danmark i at vinde værtskabet for store internationale sportsbegivenheder. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Danmark har brug for et nyt og større nationalstadion med plads til minimum 50.000 tilskuere. Det mener DBU's formand, Jesper Møller.

Et større nationalstadion er ifølge Jesper Møller en nødvendighed, hvis vi i Danmark vil gøre os forhåbninger om at afholde store internationale turneringer i fremtiden. DBU har blandt andet planer om at byde på værtskabet for kvindernes europamesterskab i 2025.

- I den forbindelse har vi konstateret, at en af de største udfordringer, som dansk fodbold og DBU har, er vores infrastruktur herunder vores faciliteter, siger Jesper Møller til DR Sporten.

Overborgmester i København, Frank Jensen, deler dog ikke DBU-formandens syn på, at utilstrækkelige faciliteter potentielt kan komme til at forhindre Danmark i at vinde værtskabet for store internationale sportsbegivenheder.

Han peger på, at Danmark i 2020 har fået tildelt medværtskabet for EM i fodbold i 2020. Til sommer skal der spilles fire kampe til herrernes EM-slutrunde i Parken i København. Tre gruppekampe samt en enkelt ottendedelsfinale.

I bestræbelserne på at tiltrække internationale sportsbegivenheder er det vigtigere at have fokus på Københavns bæredygtighed end på en opgradering af nationalstadionets tilskuerkapacitet, mener Frank Jensen.

- Jeg må bare sige, at det har været min oplevelse, at vores tildeling af værtskabet for EM 2020 var meget båret af, at København bliver set som en bæredygtig og familievenlig værtsby.

Frank Jensen mener blandt andet, at Uefa har valgt København frem for eksempelvis Stockholm som værtsby for EM 2020, fordi der er nogle kvaliteter i København, som de ikke har kunnet finde andre steder end i København.

- Vi kan tilbyde metro direkte fra lufthavnen, vi har to nye metrostationer liggende lige ved Parken på Østerbro, og vi har en fan- og fodboldkultur, der er familievenlig. Derfor har København også rigtig meget at byde på, når det drejer sig om fremtidige idrætevents.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, mener, at Københavns metros nye cityring er med til at gøre København til en stærk kandidat til at afholde internationale sportsbegivenheder. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Ønsker ikke ny lokation

I udmeldingen om fremtidige stadionplaner har DBU's formand, Jesper Møller, pointeret, at DBU ikke ønsker at bygge et nyt stadion, hvor der udelukkende skal spilles landskampe.

DBU ønsker et samarbejde med en dansk klub. Enten i form af et nybyggeri eller renovering af et eksisterende stadion.

Skulle modellen med renovering af et eksisterende stadion vise sig som den bedste, anser Jesper Møller Parken og Brøndby Stadion som de to mest oplagte bud på, hvordan Danmark får et kommende nationalstadion med plads til 50.000 tilskuere.

Frank Jensen mener ikke, at der er behov for at bygge nyt nationalstadion fra bunden. Han foretrækker, at Parken forbliver rammen om Danmarks landskampe i fremtiden.

- Jeg har meget svært ved at forestille mig, at det ikke er omkring Parken, at det her bygges op. Jeg forventer, at det vil være Parken, som man vil drøfte en renovering af.

- Jeg tror, DBU og andre i den her sag skal tænke på, at vi skal holde fast i det, der er bærende for vores fodboldkultur. Passionen, fællesskabet og glæden ved de historiske bånd. Man skal passe på, at man ikke smider historien ud med badevandet.

Et større nationalstadion er ifølge Jesper Møller en nødvendighed, hvis vi i Danmark vil gøre os forhåbninger om at afholde store internationale turneringer i fremtiden. DBU har blandt andet planer om at byde på værtskabet for kvindernes europamesterskab i 2025. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Ingen planer om kommunale støttekroner

Om DBU's planer resulterer i et nyt nationalstadion, en renovering af et af de eksisterende stadions i hovedstadsområdet eller ingenting, er endnu uvist. Uanset hvad er det til gengæld sikkert, at hvis ambitionen om et nationalstadion med plads til 50.000 tilskuere skal realiseres, kommer det til at koste mange millioner.

Selv har DBU endnu ikke fremlagt en plan for en potentiel finansiering.

Overborgmester i København, Frank Jensen, fortæller, at DBU ikke skal forvente en økonomisk saltvandsindsprøjtning til stadionprojektet fra Københavns Kommune.

- Vi kan som kommune ikke gå ind og medfinansiere byggerier for kommercielle virksomheder. Men jeg vil gerne drøfte med DBU og ejerne af Parken, hvad vi sammen kan gøre for at sikre, at kulturen og infrastrukturen omkring landskampe i København er god og bæredygtig.

- Vi kan ikke støtte op om et stadion, men vi kan støtte op om rammerne. Det har vi blandt andet gjort med metroens nye cityring, som har gjort det nemmere at komme til og fra, når man skal til landskamp i Parken.