Hvidovre er tilbage i Superligaen efter 26 års fravær

Hvidovre er tilbage i den bedste danske fodboldrække, efter Sønderjyske søndag har smidt point.

Hvidovre-spillerne og fansene jublede lørdag over sejren på 3-2, der næsten sikrede dem billet til Superligaen. Billetten kom dog først i hus søndag, da Sønderjyske spillede uafgjort. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Efter 26 års fravær er Fodboldklubben Hvidovre tilbage i 3F Superligaen.

Søndag har klubbens nærmeste konkurrent om en plads i den bedste danske række, Sønderjyske, nemlig spillet 3-3 mod Næstved, og de kan dermed ikke længere hente Hvidovre i kampen om andenpladsen i 1. division.

Hvidovre var senest med i Superligaen i sæsonen 1996/1997.

Allerede lørdag kom spillerne fra Hvidovre dog millimetertæt på en oprykning til den bedste danske fodboldrække, da holdet slog Vendsyssel 3-2 på udebane efter en højdramatisk afslutning.

Sejrsmålet kom nemlig først i allersidste øjeblik, og gav dermed et forspring på seks point ned til Sønderjyske, der derfor var presset til at vinde de sidste to kampe.

- Det er vanvittigt med den kamp i går og måden, det skete på i dag, siger Hvidovre-spilleren Martin Spelmann til TV 2 Sport.

Magnus Fredslund og resten af Hvidovre-spilleren brød ud i vild jubel, da holdet lørdag vandt 3-2 over Vendsyssel. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Også drama i Næstved

Spillerne fra Hvidovre overværede Sønderjyskes kamp sammen, men i lang tid så det ud som om, at de måtte vente med at bryde ud i en vild, fælles oprykningsjubel.

Langt hen i anden halvleg så det nemlig ud til det, at Sønderjyske ville tage sejren mod Næstved, og i det tilfælde ville Hvidovres oprykning stadig ikke være en realitet.

Men i overtiden drejede Næstved-spilleren Abdoulie Njai bolden op i krydset til 3-3 - og så kom forløsningen i Hvidovre.

- Igen var der flere forskellige faser. De (Næstved) var foran med 2-0, men så kom de bagud og kunne tabe med to eller tre. Men så stjæler de et point til sidst. Det er fantastisk, siger Martin Spelmann.

Når Hvidovre søndag møder Næstved, skal oprykning fejres igen, fortæller Peter Lassen. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

'Helt ubeskriveligt'

Den holdning deler klubbens sportschef, Peter Lassen.

Oprykningen til Superligaen vækker både stolthed og lettelse hos ham.

- Det er helt ubeskriveligt og uvirkeligt. Vi har ageret som en stor familie og kæmpet i medgang og modgang. Det er det, der har bragt os til, hvor vi er i dag, siger Peter Lassen.

Selvom holdet allerede har fejret oprykningen en smule efter søndagens kamp, er der dog lidt mere i vente.

En oprykning efter 26 års fravær kræver en ordentlig fejring - med fans og alt, hvad der ellers hører sig til.

- Spillerne var ude og drikke lidt øl efter kampen i går, så det er den mest flade oprykningsfest, jeg har været med til. Så vi venter med at fejre ordentligt til på søndag. Så der får den en på sinkadusen, siger Peter Lassen.

Udover Hvidovre er også Vejle klar til en ny sæson i den bedste danske fodboldrække. Allerede i starten af maj sikrede den jyske klub, der rykkede ned fra Superligaen i sidste sæson, oprykning på ny.