Krauls julekort: Messi, vikarerne og fodboldens Keyser Söze

DR Sportens Andreas Kraul ser tilbage på fodboldåret 2018, der har budt på lidt af hvert som rejsende kommentator.

Andreas Kraul ser tilbage på et begivenhedsrigt år i fodbold. (Foto: Grafik: DR Sporten © Scanpix)

Julefreden har sænket sig over fodboldens verden. Ja, eller i hvert fald over dele af den. I England elsker de deres ’Boxing Day’, og der er fuldt program i både Premier League og de lavere divisioner, hvis man skulle få abstinenser efter indkast og midtbanediamanter frem for andesteg og moster Egons hjemmestrikkede julesokker.

Som fodboldkommentator på DR med fokus på Superligaen, landsholdet - og i 2018 også VM i fodbold - er de her dage for mig imidlertid fyldt med ro og tilbageblik på et på mange måder fantastisk fodboldår.

Nej, Danmark blev ikke verdensmester, og vi vil nok altid have fornemmelsen af ’Hvad nu hvis’ omkring de rød-hvides deltagelse ved slutrunden i Rusland.

Hvad nu, hvis Nicolai Jørgensen havde scoret på det straffespark? Hvad nu hvis vi og ikke Kroatien havde stået i en VM-kvartfinale mod de russiske værter? Var vi så også gået i finalen?

Her sluttede Danmarks VM. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

VM var et naturligt højdepunkt for mig og mange andre, men 2018 har generelt budt på omkring 100 kampe for mit vedkommende. Fra frost på Farum Park til plus 40 grader i Volgograd. Fra Aalborg Stadion til Matmut Atlantic i Bordeaux og Wanda Metropolitano i Madrid og fra mål af Messi til mål af Martin Braithwaite. Fra nedrykningskampe i Superligaen til det første møde nogensinde med Nations League.

Og så en gennemført bizar oplevelse med en flok vikarer i en slovakisk provinsby.

Det her er mine julekort. En helt igennem uvidenskabelig gennemgang med fragmentariske nedslag fra et forrygende 2018. God jul og godt nytår til alle. Vi høres ved i 2019.

Årets odyssé: VM i Rusland

Som fodboldkommentator (og fodboldelsker) markerer hvert fjerde år altid et naturligt højdepunkt. VM i fodbold er bare noget helt særligt, og selvfølgelig er det først og fremmest kampene og i mit tilfælde kommenteringen, som er i fokus, og som bagefter står tilbage.

Som udsendt kommentator betyder VM imidlertid også, at man i løbet af en måned kommer til at se og opleve et land indefra på en intens måde. Rusland var for mit vedkommende en arbejdsplads fra midten af juni til midten af juli måned, og her taler jeg ikke om bare Moskva eller Sankt Petersborg.

Rusland er enorm. Som i voldsomt stort, og VM blev spillet over fire forskellige tidszoner og små 2.500 kilometer mellem spillebyerne Kaliningrad (længst mod vest) og Jekaterinburg (længst mod øst).

Sammen med min faste medkommentator Morten Bruun rejste jeg på kryds og tværs af det enorme land med bil, tog, fly, metro – ja selv en enkelt sejltur blev det til. Undervejs fik vi set både for- og bagsiden af Rusland og russerne, hvoraf sidstnævnte folkeslag trods åbenlyse sprogvanskeligheder viste sig både imødekommende og yderst gæstfrit.

Man kan mene om Putins VM, hvad man vil, og synes at Frankrigs finalesejr var fortjent eller ej, men det russiske folk gav Bruun og mig en god rejseoplevelse – og mindede os om, at mødet med mennesker i øjenhøjde næsten altid fører gode relationer med sig.

Rusland var årets store odyssé. Kom med på lidt af turen her:

Årets kup: FC Midtjyllands guldspurt

Det var jo reelt afgjort. Med fire spillerunder tilbage var FC Midtjylland hele fem point efter Brøndby i kampen om DM-guldet 2017/2018, og i kraft af en markant bedre målscore til holdet fra Vestegnen var det faktisk reelt seks point, midtjyderne skulle indhente.

Det skulle med ’Olsen Banden-ord’ være FCM-træner Jess Thorups hidtil største kup, hvis mesterskabet skulle til Heden. Kuppet over alle kup.

Med fire spillerunder tilbage af sæsonen havde de færreste troet, at guldet ville ende i Herning. Men en stærk slutspil af FC Midtjylland afgjorde mesterskabet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Alligevel lykkedes det. Mest ikonisk er selvfølgelig fredagskampen i Horsens den 18. maj 2018, da Horsens-angriberen Kjartan Finnbogason med to mål i slutfasen forvandlede en sikker Brøndby-sejr til slutfacit 2-2, men FC Midtjylland var heller ikke blevet mester uden et særdeles afgørende hovedstødsmål af Bubacarr Sanneh på Brøndby Stadion i tredjesidste spillerunde.

På den scoring vandt holdet fra Herning 1-0 og tilføjede dermed Brøndby det eneste hjemmebanenederlag i sæsonen, hvilket nok også mentalt var med til at ryste træner Alexander Zornigers slidte spillere. Jeg kommenterede kampen og målet på Brøndby Stadion, og det er selvfølgelig nemt at virke bagklog, men fornemmelsen den dag i maj var absolut, at midtjyderne havde mere at skyde med inden de sidste runder.

FC Midtjylland leverede i den grad årets kup og snuppede mesterskabet, hvorefter både træner Jess Thorup og hovedstødsmålscorer Bubacarr Sanneh i øvrigt stak af med deres del af udbyttet til Belgien i henholdsvis Gent og Anderlecht.

Her er højdepunkter fra den indbyrdes guldkamp, som blev afgørende:

Årets SoMe-konge: Lukas Lerager

Som journalist og kommentator skal man som udgangspunkt være neutral og objektiv. Det er kampen og spillerne, det handler om. Ikke en selv. Den læresætning er vigtig, men nogle gange kan man alligevel blive en smule inddraget i fortællingen, hvilket skete for mig i forbindelse med en ellers temmelig anonym venskabskamp mellem Danmark og Østrig i Herning tilbage i oktober måned.

Jeg havde tidligere gjort mig lystig både i radioen og på Twitter ved at kalde Lukas Lerager for ’Fodboldens Keyser Söze’ med reference til filmen ’The Usual Suspects’, hvor hele plottet er bygget op omkring myten om en gangsterboss, der måske/måske ikke eksisterer. Ingen har nogensinde set ham. Men myten om ham lever.

Sådan ser han (eftersigende) ud, Lukas Lerager. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

På samme måde var det lidt med Lukas Lerager på landsholdet under Åge Hareide. Han var altid udtaget, men næsten aldrig på banen. Og hvad med den lidt anonyme tilværelse i franske Bordeaux? Han står altid på holdkortet, hvis man tjekker sin livescore, men med stort set ingen fokus på den franske liga på dansk tv kan man så være sikker? Eksisterer Lukas Lerager i virkeligheden?

Det hele var selvfølgelig kun for sjov, og den fine midtbanespiller med fortid i AB, Viborg og Zulte Waregem var med på spøgen – og viste sin helt igennem fremragende timing – dagen før kampen mod Østrig.

På sin Instagram (@Lerager12) smed han en lille video med et citat fra filmen op ledsaget af ordene:

- Jeg kan forstå, at @andreaskraul har startet et rygte om, at jeg er dansk fodbolds Keyzer Söze og ikke findes i virkeligheden. Til det kan jeg bare sige "The greatest trick the devil ever pulled was convincing the world he didn't exist”. #keyzerlerager #landsholdet #dbu

Og hvad gjorde Lukas Lerager så i opgøret mod Østrig. Ja, han startede inde og understregede sin eksistens ved at kanonere bolden op i hjørnet til sit første mål for landsholdet. Hvorefter jeg direkte i LIGA på P3 kunne konstatere, at ’Keyser Lerager’ i den grad eksisterer.

Årets kongekasse: Messi satte ild til Sankt Petersborg

Jeg har kommenteret et utal af mål i 2018. Selvmål, kludemål, hovedstødsmål og ikke mindst afgørende mål, men en selvoplevet scoring vil alligevel stå klarest tilbage i min hukommelse, når jeg om 10 år ser tilbage på netop denne sæson.

Rammen om kampen var i sig selv fantastisk. Det var sidste spilledag i VM-gruppe D, og Argentina var med blot et point efter to kampe maksimalt pressede inden opgøret mod Nigeria. Føromtalte Morten Bruun og jeg var på plads på det enorme, meget smukke (og meget dyre) stadion i Sankt Petersborg for at kommentere kampen på DR1, men vi kunne lige så godt have sidder i Buenos Aires i Argentina.

Tre ud af fire tilskuere på stadion var vel fra det fodboldgale sydamerikanske land, og med sang og larm skabte de med afstand den bedste stemning, vi oplevede til en kamp under hele slutrunden.

Og samtidig var de rystende nervøse.

Lionel Messi scorede under VM et afsindig flot mål mod Nigeria. (Foto: Sergio perez © Scanpix)

Argentina til VM 2018 var slet og ret et dårligt fodboldhold, ekstremt ringe styret af Jorge Sampaoli, og risikoen for at ryge ud af slutrunden allerede efter gruppespillet var overhængende.

Men Argentina havde stadig Messi. Tidligere i turneringen havde den lille troldmand godt nok brændt straffespark på islandske Hannes Halldórsson, men denne magiske aften i Sankt Petersborg brændte han i stedet et smukt øjeblik ind i nethinden på både mig, Morten Bruun og mange, mange flere.

Efter 14 minutter modtog han en lang aflevering i dyden, tæmmede næsten overnaturligt elegant bolden og fortsatte i en glidende bevægelse sit løb for bestemt at brage en usandsynlig vigtig scoring i nettet – på den største scene af alle.

Målet var med til at sende Argentina videre til ottendedelsfinalen, hvorfra de så strøg ud af turneringen efter nederlag til Frankrigs senere verdensmestre – og Messi blev heller ikke denne gang verdensmester.

Men hans mål i Sankt Petersborg vil stå tilbage i min hukommelse.

Årets forklaringsopgave: Nations League

Knap havde man som fodboldkommentator fået luft tilbage i lungerne efter i de seneste sæsoner at have skullet gøre rede for den nye struktur i Superligaen, før der ventede endnu en stor forklaringsopgave.

’Nations League’ blev lanceret som ny landsholdsturnering af Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, og med A, B, C og D-lag, slutspil og ikke-slutspil samt mærkelige, mulige smutveje til EM-billetter, hvis en kvalifikation længere ude i fremtiden skulle kikse, var forventninger naturligt nok lave. Særdeles lave.

Da først turneringen kom i gang her i efteråret 2018 skulle det imidlertid vise sig, at idéen faktisk ikke er så tosset endda.

I forhold til de klassiske grå testkampe i en eller anden østeuropæisk provinsby med dårligt lysanlæg og et hav af udskiftninger var der i hvert fald markant mere smæk på i Danmarks pulje med Wales og Irland.

Begge udekampe var regulære tilskuermagneter med forrygende stemning på tribunerne. Sammen med medkommentator Kenneth Møller Pedersen kommenterede jeg disse opgør til LIGA på P3, og vi kunne i den grad fornemme, at der var markant mere på spil. Både på banen og tilskuerpladserne, mens landsholdet også fik repareret en del af det lettere flossede forhold til de danske fans med et par hjemmekampe i Aarhus, hvor der blev hygget og skrevet masser af autografer.

Sejre er selvfølgelig også altid med til at løfte stemningen – også omkring et nyt tiltag, og landstræner Åge Hareide førte Danmark til førstepladsen i puljen.

Det betyder både oprykning til kampe mod Europas bedste nationer i A-laget ved næste Nations League – samt den omtalte mulige kattelem ind til EM på delvis hjemmebane i 2020, hvis det skulle kikse at blive nummer et eller to i den klassiske kvalifikationspulje.

Her møder Danmark i løbet af 2019 Schweiz, Irland (igen-igen), Georgien og Gibraltar.

Årets vikartime: Amatørlandsholdet i Slovakiet

Når jeg nytårsaften lige vil tillade mig at glemme fyrværkeri og kransekage et øjeblik og sætte mig i et stille hjørne og lade tankerne glide henover det forgange år, vil der nu også blive dvælet lidt ekstra ved et par helt særlige dage i september måned.

Her skulle Danmark egentlig have spillet årets nok mest oversete landskamp i form af en af de gamle, uglesete venskabskampe mod Slovakiet - endda flyttet fra hovedstaden Bratislava ud til søvnige Trnava, hvor de slovakiske krager normalt ikke gider flyve ud for at vende.

Og så endte kampen i stedet med at blive ugens mest omtalte – i Danmark og faktisk også store dele af verden.

Historien handler selvfølgelig om spillerkonflikten mellem landsholdet (Spillerforeningen) og Dansk Boldspil-Union, der var gået i hårdknude og medførte en form for strejke fra de normale landsholdsspillere, hvorefter det på den mest bizarre spionfacon lykkedes for DBU at skrabe et hold sammen af amatørspillere fra 2. division, Danmarksserien og sågar futsal-landsholdet.

De 11 startende vikarlandsholdsspillere mod Slovakiet. (Foto: Ronald Zak © Scanpix)

Ordet bizart virkede faktisk som en markant underdrivelse, især da de totalt ukendte skolelærere, lagerarbejdere og studerende rent faktisk landede i Slovakiet for at møde verdensstjerner som Marek Hamsik og Martin Skrtel.

Rent journalistisk og nyhedsmæssigt havde historien alt, der skal til for at skabe interesse også langt ud over sportens normale sendeflader. Drama, konflikt, helte, skurke og et klart spørgsmål at tage stilling til for eller imod.

TIl at begynde med var jeg sammen med en fotograf eneste udsendte fra DR i Slovakiet. Det var jo ’bare’ en testkamp uden den store interesse, men da først vikarerne var på vej, eksploderede nyhedsmaskinen i en grad, jeg sjældent har oplevet.

Vikarlandsholdet blev topnyhed i stort set alle nyhedsflader – også i DR, hvor jeg oplevede at være med i så mange TV- og radioudsendelser på en enkelt tirsdag, at jeg måtte lade min mobiltelefon op fra 0 til 100 procent tre gange. Og batteriet var ikke engang slidt!

Til sidst sluttede det hele rent faktisk med en fodboldkamp, hvor de omtalte vikarer tabte nådigt med blot 3-0 og så ellers havde fået sig en oplevelse for livet. Det havde vi andre sådan set også, selv om de fleste i dansk fodbold nok alligevel helst havde været vikartimen i Slovakiet foruden.