Kvindelandsholdet skal sigte mod Frankrig i 2019

VM-slutrunden for kvinder i 2019 skal spilles i Frankrig, har FIFA afsløret i dag.

Kvindelandsholdet skal sigte mod deltagelse i Frankrig i 2019. (© DBU)

Frankrig er blevet tildelt kvindernes VM-slutrunde i fodbold i 2019, afslørede det internationale fodboldforbund, FIFA, i dag.

Frankrig var sammen med Sydkorea de sidste tilbageværende kandidater i kapløbet om at blive værtsnation, og valget faldt på den europæiske nation efter en enstemmig beslutning i FIFA's eksekutivkomité tidligere på dagen.

En ny affære

Tidligere havde også England, New Zealand og Sydafrika vist interesse for at få lov til at afholde VM-slutrunden, men kun Frankrig og Sydkorea var altså med i opløbet til det sidste.

VM i fodbold for kvinder er en relativ ny affære set i forhold til mændenes ditto, og den første blev afholdt i 1991 i Kina, mens det til sommer er Canada, der er værtsnation. Danmark er ikke kvalificeret til den slutrunde.

DR har rettighederne til VM-slutrunden i 2019 i Frankrig.