Ærgerlig Nadim efter nederlag: 'Vi var tæt på, men alligevel så langt fra'

Et nyt dansk nederlag til Holland betyder, at Danmark ikke skal til VM i Frankrig.

Danmarks Nadia Nadim i VM playoff-kampen mellem Danmark og Holland på Energi Viborg Arena, tirsdag 9. oktober 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Ottende gang blev ikke lykkens gang for Danmark, der med et nyt til Holland i Viborg er ude af VM-kvalifikationens playoffspil.

Danske Nadia Nadim sikrede ellers Danmark en perfekt start på kampen, da hun scorede til 1-0 på straffespark efter tre minutters spil. Men allerede to minutter senere udlignede Hollands Lireth Beeyrensteyn, inden den hollandske angriber sikrede 2-1-sejren med sin anden scoring i dommerens tillægstid.

Det var derfor en skuffet Nadia Nadim, som DR sporten talte med umiddelbart efter kampen.

- Jeg er ked af det og skuffet. Vi får en fin start, men de er for dygtige. Vi sover et par gange i forsvaret, og så straffer de os.

Med nederlaget er det klart, at Danmark ikke kommer til verdensmesterskabet i Frankrig næste sommer, hvilket næsten ikke var til at bære for en tårevæddet Nadia Nadim.

- Vi er selvfølgelig ret kede af det, fordi vi var så tæt på, men alligevel så langt fra.

- Sådan er det. Det er bare sport. Nogen gange vinder man, andre gange lærer man.

Næste slutrunde, der ligger forude, er europamesterskabet i 2021. Om det bliver med 30-årige Nadia Nadim på holdkortet har angriberen dog endnu ikke taget stilling til.

- Jeg har ikke lige tænkt på det, det er for tidligt at tænke på det, men der sker ikke så meget de næste par år.