Corona-chok i italiensk lejr før EM-brag: To test var falsk positive

Tre spillere fra Italiens kvindelandshold var testet positiv for coronavirus inden opgøret mod Danmark, men kun én er smittet.

Danmark slog for en uge siden Israel med 4-0 hjemme i Viborg.

Opdatering: Det italienske fodboldforbund, FIGC, skriver på sin hjemmeside, at de to seneste positive test har vist sig at være falsk positive. Derfor er de to spillere tilgængelige til kampen tirsdag.

Netop nu forbereder det danske kvindelandshold i fodbold sig på den vigtigste kamp i nyere tid, når Italien tirsdag står på den anden side af midterlinjen.

I EM-kvalifikationen er der dødt løb mellem Danmark og Italien inden de to holds opgør i morgen aften i Empoli. Italienerne, der har spillet en kamp mindre, hviler på gruppens andenplads med 21 point, mens Danmark har 24 point - og en målscore på 45-0.

Forberedelserne til det længe ventede opgør tog dog en drejning mandag, da det italienske fodboldforbund oplyste, at yderligere to spillere er testet positive for coronavirus i den italienske landsholdslejr.

Søndag måtte Alia Guagni som den første forlade lejren med en positiv test.

Hos Jens Olesen, dansk landsholdslæge, var det dog ikke en anledning til bekymring i den danske lejr.

- De forhold, som vi har mødt hernede i Italien, opfylder alle anbefalede retningslinjer.

- Vi er trygge ved at spille under Uefas protokol, hvor kun spillere, der er testet negativ for Covid-19, kan spille, sagde den danske landsholdslæge Jens Olesen efter den første positive italienske test.

Har ventet i to år på kampen

Mandag, med to nye positive corona-tilfælde i den italienske lejr, skal det dog stadig løbe en smule løbsk, før kampen læner sig op ad en aflysning.

I følge Uefas regler skal et hold straks isolere spillere, der tester positiv, hvorefter de skal sende ud af truppen med det samme, og kan Italien stille med 13 spillere, som er testet negative, så skal kampen spilles.

Lige nu, med tre spillere sendt ud af truppen, har holdet 24 tilbage at vælge fra.

Af samme årsag ser Danmarks landstræner, Lars Søndergaard, heller ikke den store fidus i at spekulere for meget over, om udbruddet af coronavirus i den italienske lejr skulle få nogen stor betydning for kampen.

- Jeg håber da, at vi kommer til at spille. Vi har ventet i to år på den her kamp, så det er egentlig ligegyldigt, om det er de to bedste eller næstbedste spillere, som er ude for Italien. Vi har et hold, som kan byde dem op til dans.

Pernille Harder og resten af det danske kvindelandshold kan ende med at møde en decimeret modstander i gruppefinalen mod Italien. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

- Jeg vil nødig være den italienske træner, men vi kan kun se på os selv, og mange af spillerne kender ikke deres modstander i morgen, så vi koncentrerer os ikke om det. Vi skal ikke have fokus på alt hvad der sker udenom, selv om det er en træls situation. Sådan er verden i dag.

Heller ikke landsholdets anfører, Pernille Harder, vil bruge unødvendige kræfter på at tænke for meget over situationen hos de italienske modstandere.

- Vi har fokus på os selv, og så må vi se på, hvordan Italien stiller op. Det vigtigste for os er at være klar til kampen.

Danmark og Italien mødes i morgen aften i Empoli i en kamp, hvor Danmark med en sejr kan sikre sig en plads ved EM-slutrunden i 2022.

Kampen kan ses på DR1 eller streames på DR TV.

Facebook
Twitter