Danmark vil sætte Kina skak: Landstræneren rykker med brikkerne i træningskamp

Fodboldlandstræner Lars Søndergaard vil se nye spillere an i kampen mod Kina ved Algarve Cup.

Nadia Nadim scorede Danmarks eneste mål i kampen mod Norge ved Algarve Cup. (Foto: 10010 Janerik Henriksson/TT © Scanpix)

Der bliver plads til at rykke rundt på tingene og prøve nye spillere af, når det danske kvindelandshold i fodbold til eftermiddag møder Kina i deres anden kamp ved Algarve Cup i Portugal.

For træningsturneringen skal bruges til at danne sig et overblik over, hvilke spillere der kan gøre en forskel for Danmark, når EM-kvalifikationen indledes til efteråret.

Det fortæller landstræner Lars Søndergaard.

- Turneringen giver mig en god indikation af, hvilke spillere der skal satses på i fremtiden, og hvem der kan blive stamspillere på sigt, siger han.

Både Danmark og Kina har tabt deres første kamp i turneringen til Norge, og derfor står det allerede inden opgøret klart, at det hverken bliver til en dansk eller kinesisk turneringssejr ved årets Algarve Cup.

Spiller ikke nødvendigvis for at vinde

Efter årets turnering har Danmark derfor fortsat den første pokal til gode på Portugals vestkyst, selvom de er den nation, der har deltaget flest gange ved turneringen.

Men det gør ikke alt for meget, at det ikke er Danmark, der står med pokalen i hænderne.

Det siger den danske angriber Pernille Harder.

- Naturligvis vil vi gerne vinde en turnering, når vi deltager i den. Omvendt må vi også bare erkende, at vi ikke har nogen på holdet, der kan holde til at spille alle kampene hernede. Derfor bliver vi nødt til at lade mange forskellige spillere komme i kamp, siger hun med henvisning til, at landsholdsturneringen er lagt på et tidspunkt, hvor der i forvejen er travlt med mange kampe i spillernes respektive klubber.

Pernille Harder er nummer to på topscorerlisten i Tyskland. Sidste år scorede hun også i Champions League-finalen. (Foto: VALENTYN OGIRENKO © Scanpix)

- Selvfølgelig ville Wolfsburg ikke være glade, hvis jeg spillede fuld tid i alle kampene hernede. Der er heldigvis en god respekt mellem klub- og landshold. Så de kan regne med, at jeg bliver afleveret i god stand og kommer hjem i god stand, siger hun.

Vigtigt med træning

Alligevel er turneringen vigtig for landsholdet, fordi der er god mulighed for at få øvet en masse ting på træningsbanen.

I år har alle nationerne samtidig fået en kamp mindre i gruppespillet, og det betyder, at der kan være endnu mere fokus på at øve ting på træningsbanen.

Det forklarer midtbanespilleren Theresa Nielsen.

- Algarve Cup er en fin turnering, og den er blevet endnu bedre i år, fordi der er skåret en kamp fra. Det betyder, at vi har nogle flere muligheder for at træne nogle ting, så vi er sikre på, at alle spillere på landsholdet arbejder efter den samme linje, siger hun.

Og det er en holdning, som landstræneren også bakker op om.

- Lige nu er vi inde i en fase på landsholdet, hvor vi skal arbejde på at udvikle os frem mod EM-kvalifikationen. Jeg vil gerne have, at vi træner mere på forsvarsspillet, så vi kan presse vores modstandere lidt højere, siger Lars Søndergaard inden opgøret mod Kina.

Danmarks kamp mod Kina starter klokken 14.15. EM-kvalifikationen indledes den 29. august med et opgør mod Malta på hjemmebane.

Facebook
Twitter