Dansk angriber går målamok, slår vild rekord og uddeler bøllebank til Bosnien-Hercegovina

Et velspillende dansk kvindelandshold besejrede her til aften Bosnien-Hercegovina med 8-0 på hjemmebane.

Læderkuglen var lagt til rette, stadionlamperne lyste hjemmebanen op, og de rødhvide trøjer var trukket over hovederne.

Torsdag aften stod det danske kvindelandshold i fodbold overfor Bosnien-Hercegovina i VM-kvalifikationen på grønsværen i Viborg, og her var opgaven soleklar. Tre point skulle hentes og endnu et skridt tages i rejsen mod VM-slutrunden i Australien og New Zealand i 2023.

Med maksimumpoint og en målscore på svimlende 15-0 var favoritrollen inden opgøret lagt over på Pernille Harder og kompagni. Og den rolle levede de op til allerede fra kampens start.

Efter blot 6 minutters spil stod Signe Bruun nemlig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Et velslået hjørnespark fra Sofie Svava endte nemlig lige i panden på den danske angriber, der på ganske overlegen vis kunne udplacere modstandernes målvogter.

Men bare fordi man kommer foran, skal man ikke stoppe med at jagte flere scoringer. I hvert fald ikke hvis man er klædt i rødt og hvidt. Kampen fortsatte med skydetelt og stormløb mod det bosniske mål, og efter 26 minutters spil var hun på pletten med pandebrasken igen. Signe Bruun. Dobbelt målscorer.

Det var som om, Lars Søndergaard havde fortalt sine spillere, at høje bolde ind i modstandernes felt, var opskriften på succes. For dem fortsatte de fremadstormende danske kantspillere med at slå – og endda også med stor præcision. Efter 34 minutter endte et millimeterpræcis indlæg nemlig lige i hjertet af det bosniske felt, hvor ingen andre end Signe Bruun kunne springe op og heade bolden i mål til 3-0.

Hattricket var fuldendt - og så endda allerede inden pausen.

  • Signe Bruun scorede sit tredje mål i kampen efter blot lidt mere end en halv times spil. De bosniske forsvarsspillere havde svært ved at håndtere den brandvarme danske angriber på Viborg Stadion. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)
  • Signe Bruun scorede sit tredje mål i kampen efter blot lidt mere end en halv times spil. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)
1 / 2

Men nok som tilskuerne på Viborg Stadion havde sat sig ned, kunne de rejse sig op og strække armene i vejret på ny. Efter 38 minutters spil kom den danske 4-0-scoring nemlig, og i sagens natur kom målet fra samme sted som de forrige. Signe Bruun med sit fjerde mål, og så måtte de danske fans rejse sig op og lette på klaphatten. Sikke en halvleg af brandvarme Bruun.

Fodboldfesten fortsatte

Efter pausen fortsatte det danske landshold og Signe Bruun, hvor de slap. Angriberen blev spillet fri midt i bosniernes felt efter 57 minutters spil, og med en iskold inderside sendte hun bolden i kassen til sit og Danmarks femte mål i kampen. Den tager vi lige igen – fem mål og ny rekord for flest scorede mål i en enkelt kamp på det danske kvindelandshold.

Den rødhvide fodboldfest i Viborg fortsatte, og mens bosnierne ledte febrilsk efter defensive løsninger, kørte danskerne ufortrødent videre i bedste offensive stil. Og efter 64 minutters spil overlod brandvarme Bruun så scenen til en af sine landsholdskolleger. Sarah Thrige modtog en bold i dybden og sendte den på tværs til en fremadstormende Mille Gejl, der kunne score Danmarks sjette mål i kampen. Tenniscifre i Viborg og endnu en dansk fodboldfest.

Til stående applauser af de fremmødte tilskuere i Viborg lod den nye rekordholder Signe Bruun sig skifte ud efter 76 minutter.

- Selvfølgelig er det megafedt. Som angriber vil man gerne score mål. Det er fedt at spille for landsholdet, jeg nyder det, sagde Signe Bruun efter kampens afgørelse.

Og så troede bosnierne måske, at de kunne ånde lettet op og undgå flere mål imod.

Men i så fald tog de fejl.

Den danske anfører, Pernille Harder, ville nemlig ikke overlade hele rampelyset til sin angrebskollega, og med ti minutter igen tog hun et par snævre træk i bosniernes felt og bankede bolden sikkert i mål til 7-0.

Den danske anfører Pernille Harder kom efter 80 minutters spil også på måltavlen. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

Underholdning var der nok af på Viborg Stadion, og havde man købt billet til kampen, fik man også lige en lækkerbisken at gå hjem på. Med få minutter igen kom Sarah Thrige nemlig også på måltavlen, da hun kom først på en returbold og scorede til svimlende 8-0.

Og hvad kan man så tage med fra landskampen i Viborg?

Ja, den danske fodboldmaskine kører som smurt, og landsholdet har taget endnu et skridt i jagten på kvalifikationen til VM. Efter tre kampe fører Lars Søndergaards hold VM-kvalifikationens gruppe E med ni point og en målscore på 22-0.

Og når ja, så har vi fået en ny indehaver af flest mål i en enkelt kamp for det danske kvindelandshold i fodbold. Hun hedder Signe Bruun, og bliver nok svær at se bort fra, når Lars Søndergaard på tirsdag skal stille holdet til kvalifikationskampen mod Montenegro.

Ved siden af sig kommer hun nok til at have den rutinerede anfører, Pernille Harder, og hun har kun rosende ord tilovers for den nye rekordindehaver.

- Hatten af for at hun formår at score fem mål på så kort tid. Hvad kan jeg sige? Megaflot, siger Pernille Harder.

FacebookTwitter