Dansk landsholdspiller skifter til fransk storklub

Fodboldspiller Katrine Veje skifter Brøndby ud med franske Montpellier

Katrine Veje skifter til fransk fodbold (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Venstrekant og landsholdsspiller Katrine Veje skifter til fransk fodbold efter denne sæson.

Hun forlader nemlig Brøndby på en fri transfer for at spille i franske Montpellier hvor hun har fået en toårig kontrakt.

- Det er kæmpe stort og noget jeg har stræbet efter. Jeg vil gerne til udlandet igen, og nu er timingen der og så oven i købet til den franske liga, som er så god, siger Katrine Veje til DR Sporten.

Og hun var en ombejlet kvinde, men valget er faldet på Montpellier af flere årsager.

- Jeg har fået lidt tilbud fra både den engelske og franske liga, men efter at have besøgt Montpellier et par gange, var det dem som talte mest til mig. Udover at niveauet er højt i klubben, så virker det også som om de tager sig af mennesket bag fodboldspilleren. De sørger for at jeg har det godt og kan leve af fodbolden, siger hun.

Hun fortæller samtidig at planen er at gå direkte ind i startopstillingen i den franske klub, og så arbejde på at lave flere mål, så hun ikke kun laver assists.

Dermed bliver Katrine Veje én af de efterhånden mange danske landsholdsspillere som er skiftet til udenlandsk fodbold. Udover Frankrig er der også danske spillere i blandt andet Tyskland, Spanien, Sverige og USA.

Facebook
Twitter