Dansk landsholdsprofil skifter til australsk fodbold

Højreback Theresa Nielsen udlejes til Melbourne City FC de næste fire måneder.

Theresa Nielsen skal det næste halve år spille i Melbourne CIty FC. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

I vinter skiftede den danske højreback Theresa Nielsen til Seattle Reigns i USA. Nu er sæsonen slut derovre, og derfor tager Nielsen en afstikker fra sit amerikanske eventyr. De næste fire måneders tid skal hun tørne ud for den australske mesterklub Melbourne City FC.

- Det var planen, allerede da jeg skrev kontrakt med Seattle, for jeg ved, at den amerikanske og australske liga spiller rigtig godt sammen. Målet har været at kunne tilbringe min off-season i Australien, for den er lidt lang, siger Theresa Nielsen til DR.

Sagen er nemlig, at Theresa Nielsen og Seattle Reigns for nogle uger siden sluttede sæsonen, da de tabte semifinalen i slutspillet i USA, og næste sæson begynder først til marts.

Det passer perfekt med Australien. Downunder starter den nye sæson nemlig 25. oktober, mens det hele afsluttes med en stor finale i februar. Theresa Nielsen kan dermed nå hele sæsonen dernede.

Danmark var ikke muligt

Faktisk havde hun ikke mange andre alternativer. En lejeaftale med en dansk klub var for eksempel udelukket på grund af transferreglerne.

- Jeg ville have overskredet transfervinduet, så det ville ikke have været muligt for mig at spille i Danmark. Jeg ville kun kunne have trænet. Jeg ser kun Australien som en mulighed, og derfor er jeg superglad for, at det er lykkedes. Det var også min førsteprioritet, siger Theresa Nielsen.

Det er ikke en hvilken som helst klub, Theresa Nielsen nu skal tørne ud for. Melbourne City FC er samarbejdsklub med den engelske storklub Manchester City og har vundet mesterskabet i Australien de seneste tre sæsoner.

- Melbourne Citys historie skader mig absolut ikke. Jeg kan rigtig godt lide at vinde, og jeg håber absolut, at det også er planen for denne sæson, siger hun.

Facebook
Twitter