Dansk landsholdsspiller skifter til Arsenal: Vil have fodboldglæden tilbage

Den danske landsholdsspiller Katrine Veje skifter fra franske Montpellier til engelske Arsenal.

Katrine Veje i kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Sverige i september. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Solen skinner som oftest i det sydfranske, men sådan har det ikke føltes for den danske landsholdsspiller Katrine Veje.

I halvandet år har Veje været på kontrakt hos franske Montpellier, men onsdag offentliggjorde den engelske topklub Arsenal, at de har hentet Katrine Veje på en treårig kontrakt.

Skiftet er faldet på plads efter en længere periode i det franske for Katrine Veje, hvor humøret har været hårdt ramt.

Livet på og uden for banen i Frankrig passede ikke danskeren, der har savnet glæden ved at spille fodbold.

- Jeg synes ikke, at jeg fik det bedste ud af mig selv, og det har smittet af på den måde, jeg er på. Måden at tænke fodbold på var helt anderledes i Frankrig, end hvad jeg håbede, og i sommer meddelte jeg klubben, at hvis jeg skulle fortsætte med at være glad for fodbold, så skulle jeg finde noget andet, siger Katrine Veje, der allerede begynder sit nye fodboldeventyr i London torsdag.

Smilet skal tilbage

Den danske venstrekant håber derfor, at skiftet til Arsenal bringer noget glæde tilbage i kroppen over at spille fodbold.

- Fodbold er mit liv, det er det, jeg lever og ånder for, så det har været hårdt det seneste halvandet år i Frankrig. Lige nu skal jeg bare lande i det, blive glad for fodbold og så få et smil på igen, siger Katrine Veje.

Arsenals cheftræner, Joe Montemurro, udtaler til klubbens hjemmeside, at han ser frem til at få den 27-årige danskers rutine i spil.

- Katrine er en fantastisk tilføjelse for os, og hun vil bringe stor erfaring og professionalisme til holdet. Hun forstår, hvad der skal til for at vinde titler, siger den australske træner.

Arsenal topper den bedste engelske fodboldrække.

Katrine Veje, der har spillet 115 landskampe for Danmark, bliver i Arsenal holdkammerat med Janni Arnth, der i november skiftede fra Linköping.