Dansk succestræner vinker farvel til fodbold-VM for sine grædende børns skyld

Når Danmarks fodboldlandshold for kvinder fredag aften møder Schweiz i en testkamp, står en tidligere dansk landstræner på sidelinjen for sidste gang.

Efter aftenens landskamp mod Danmark er Nils Nielsen færdig med at være træner for Schweiz fodboldkvinder. Her ses han med Noelle Maritz, som spiller på landsholdet. (Foto: © Stefan Wermuth, Ritzau Scanpix)

Mange fodboldtrænere vil vel give deres højre arm for en dag at stå i spidsen for et landshold under en VM-slutrunde.

Det giver næsten sig selv, når verdensmesterskaberne af mange betragtes som det største af det største.

Men den danske succestræner Nils Nielsen, der i 2017 var med til at vinde EM-sølv for Danmarks kvindelandshold, har fået nok af at drømme om flere store slutrunder - i hvert fald for nu.

Fredag aften trækker den tidligere danske landstræner nemlig i træningssættet og stiller sig på sidelinjen for at dirigere spillerne fra det schweiziske landshold for sidste gang - det til trods for, at de i fællesskab har booket billet til næste sommers VM i Australien og New Zealand.

En stor bedrift for de schweiziske kvinder, der kun har været til VM en enkelt gang før.

Alligevel var det en nem beslutning for den danske succestræner, at fredagens testkamp mod Danmark skulle være hans sidste.

Mens familien bor i Horsens har han på grund af arbejdet som schweizisk landstræner været nødt til at bosætte sig i den schweiziske by Obergösgen. Og selvom det har givet ham massevis af gode oplevelser, er afstanden nu blevet for meget.

- Hvis du har grædende børn i telefonen om morgenen, fordi du ikke er hjemme, så er der sgu ikke så meget at diskutere, siger Nils Nielsen.

Du kan se et udklip af interviewet med den 51-årige landstræner i videoen herunder.

Derfor letter Nils Nielsen på den regnbuefarvede bøllehat for sidste gang.

- Det stod lysende klart for os, at jeg var nødt til at komme hjem. Jeg holder meget af de mennesker, jeg arbejder sammen med her, men familien er mit liv, så der var ikke så meget at vælge mellem, siger han.

VM var projektet

Vemodigt bliver det dog at stå i spidsen for det schweiziske hold for sidste gang, fortæller han.

Undervejs mod målet til at skaffe Schweiz billet til det kommende verdensmesterskab er han nemlig kommet til at holde af spillere, medtrænere og andre kolleger i fodboldforbundet.

Men nu er det tid til at give stafetten, han har haft siden 2018, videre.

- Projektet var at få dem med (til VM, red.), så det var attraktivt for andre at komme til. Så jeg har gjort, hvad jeg skulle for schweizisk fodbold, og nu er det tid til, at andre kommer til.

- Det, jeg skal lave, skal jeg glæde mig til hver dag, og det er det kun, hvis dem, der betyder noget for mig, har det godt, siger han.

Nils Nielsen var landstræner for Danmark indtil 2017. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix Denmark)

'Glæder mig helt vildt'

Selvom det måske nok bliver en kende sørgeligt at skulle sige farvel til de schweiziske fodboldkvinder, glæder landstræneren sig over, at afskeden bliver mod netop Danmark.

Et bedre punktum skal man nemlig lede længe efter.

- Det er godt nok specielt. Jeg glæder mig helt vildt. Det er de to hold, jeg har trænet de sidste otte-ti år.

Og hvad byder fremtiden så på for den 51-årige succestræner, kan man fristes til at spørge?

Først skal han hjem til det jyske og holde jul, og dernæst er det ikke helt til at sige - men han håber dog på, at det næste job også kommer til at handle om 11 spillere og en læderkugle.

- Jeg har været i fodbold i 30 år nu. Der har været nogle rigtig spændende henvendelser allerede, selvom jeg ikke har spekuleret så meget over det endnu, siger Nils Nielsen.

Du kan se kampen mellem Danmark og Schweiz på DRTV og DR1, høre den i DR Lyd og Liga på P4 eller følge med i livebloggen i DR's nyhedsapp og her på dr.dk. Kampen starter klokken 19.