Dansker går viralt med vild tackling, der gør amerikansk stjerne vred

Landsholdsspilleren Stine Ballisager lavede søndag en hård tackling, som siden er gået viralt på sociale medier.

Stine Ballisager har tiltrukket sig opmærksomhed, efter hun i weekenden lavede en hård tackling på stjernen Alex Morgan. (Foto: © Abe Arredondo © Scanpix)

I et land, hvor der er stor kamp om opmærksomheden, skulle Stine Ballisager, som i sommer skiftede til den amerikanske liga, ikke bruge lang tid på at gøre sig bemærket.

Med en solid tackling på fodboldlegenden Alex Morgan i søndagens opgør mellem San Diego Wave og Kansas City Current er danskeren pludselig gået viralt på det sociale medie X, efter den amerikanske angriber selv delte videoen af episoden.

- I hvilken verden er det her ikke et straffespark og rødt kort, eller i det mindste bare en forseelse? Fuldstændig hensynsløst, og benet, som tackler, rammer slet ikke bolden, da jeg drejer indad? Bare glad for, at jeg så hende komme og ikke plantede benet, for ellers havde jeg 100 procent ikke gået i dag, skriver Alex Morgan på X.

Den danske hovedperson selv er overrasket over, at klippet er nået så vidt omkring.

Hun medgiver dog, at tacklingen er lige på grænsen.

- Jeg ved godt, at den er hård, men jeg kommer ind og får bolden, og det er det vigtigste. Tacklingen var rent instinkt i forsøget på at forsvare målet, og det lykkedes, siger Stine Ballisager, og hæfter sig ved, at dommeren ikke dømte noget.

Samtidig giver den danske hardhitter ikke meget for kritikken fra sin amerikanske modspiller.

- Man har jo lov til at have forskellige holdninger. De spillere, som kender mig, ved, at jeg er en fair spiller. Jeg kan godt spille hårdt, men jeg ville aldrig gøre noget for at skade en spiller, siger hun.

(Foto: © Abe Arredondo © Scanpix)
(Foto: © Abe Arredondo © Scanpix)

Landsholdskollegaen Sanne Troelsgaard har også set klippet, men er modsat Alex Morgan stor fan af måden, Stine Ballisager er stemplet ind i den amerikanske liga. Selv har Troelsgaard også fået forsvarsspillerens fysik at mærke til træning et par gange, men ser hende ikke som en ufin spiller.

- Hun kan godt være en spiller, man kan slå sig på, men jeg synes også, at hun er fair.

- Hun spiller et godt forsvarsspil. Hun er god i duellerne, som vi nyder rigtig godt af på landsholdet.

Stine Ballisager og resten af de danske landsholdsspillere spiller første Nations League kamp fredag kl. 18 mod Tyskland. En kamp, som kan ses direkte på DRTV og DR 1.