Danskerklubben Arsenal vinder det engelske mesterskab

Katrine Veje og Janni Arnth vandt i dag det engelske mesterskab med Arsenal.

Katrine Veje vandt sammen med Janni Arnth det engelske mesterskab med Arsenal. (Arkivfoto.) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Med Katrine Veje på banen spillede Arsenal i dag det engelske mesterskab hjem med en sikker 4-0-sejr over Brighton.

Med sejren er Arsenal dermed mindst fire point foran Manchester City på andenpladsen med kun en enkelt kamp tilbage i sæsonen.

Det er det første mesterskab til Arsenal, siden de vandt to gange i træk i 2012 og 2011.

Der var aldrig rigtig nogen tvivl om, at Arsenal skulle fejre mesterskabet i dag. Allerede efter seks minutter bragte hollandske Vivianne Miedema holdet foran, og derfra var de i fuld kontrol. Danielle van de Donk lukkede til resultatet 4-0 13 minutter før tid.

Janni Arnth sad på bænken hele kampen.

Begge danskere skiftede til London-holdet i løbet af den forgangne vinter.

Facebook
Twitter