Der var pyntet op til noget af en forfest inden sommerens EM-slutrunde.
Danmark mod de Brasilianske stjerner i Parken. Sågar foran 21.542 tilskuere, der i rødt og hvidt var rejst med landsholdet fra vanlige Viborg til den danske nationalarena.
Og skal der være fest, så lad der være fest, tænkte Janni Thomsen.
Den danske kantspiller tæskede bolden op i hjørnet, og det drømmemål satte Danmark i gang og banede vejen for en sejr på 2-1 over verdens nummer ni fra Brasilien.
Brasilien fik udlignet kort før tid, men med tanke på lægterne og de mange fremmødte fans lå det lidt i kortene, at det skulle blive til dansk sejr.
Nadia Nadim blev skiftet ind til de sidste 20 minutter, og den omdiskuterede angriber var livlig og farlig. I overtiden afdriblede Nadim nemt en brasilianer, kiggede mod feltet og fandt Mille Gejl, der scorede til 2-1 og sikrede dansk sejr i nationalarenaen.
På den måde er Nadia Nadim i den grad tilbage på lansholdet efter en lang skadespause.
- Det var en fantastisk kulisse! Så fedt at spille i Parken. Udover det er jeg stolt over at have repræsenteret Danmark 100 gange.
- Det har ikke været nemt, men jeg er glad for at jeg være her, siger Nadia Nadim.
Her kan du se højdepunkter fra kampen:
Dansk storspil
Fra første fløjt viste den brasilianske offensiv skarphed. De lynhurtige teknikere pressede det danske forsvar mere, end de har været vant til i kvalifikationskampe mod miniputnationer som Malta og Azerbaijan.
Måske inspirerede det de danske kvinder, der i løbet af første halvleg fik lagt mere tryk på.
Efter et kvarter kæmpede den danske superstjerne Pernille Harder sig til bolden og spillede den ud på højrekanten, hvor Janni Thomsen i fuldt firspring havde kursen sat mod feltet.
Vålerenga-spilleren tog et træk rundt om en brasiliansk forsvarsspiller og kælede et spark med venstrebenet helt op i det lange hjørne. Et drømmemål med akkurat så meget klasse, som scenen og de mange fremmødte fans fortjente.
Sofie Svava var tæt på at fordoble, inden navnesøster Junge forsøgte sig med et hovedstød.
Nationalarenaen røg en tur i bølgestemning, da Pernille efter en lille halv time var tæt på at score i to omgange. En frisparksbold dalede ned for den danske kaptajn, og selvom skarpheden akkurat manglede, var der nok at glæde sig over. Danmark sprudlede.
Det gjorde Svava også, da hun sendte en brasilianer en tur i pølsevognen for at smage på dansk sommer. Kantspilleren fandt Pernille Harder, der var helt fri tæt under mål, men i stedet for at sende kuglen i kassen, sparkede Chelsea-spilleren et alvorligt hul i luften.
Brasilien fik talt tingene igennem i pausen, og en tår vand virkede til at have god effekt.
De spillede sig frem til flere gode muligheder i anden halvlegs indledning, og mon ikke angriberen Kerolin bliver træt af sine misbrugte chancer, hvis hun ser højdepunkter fra festen i Parken.
Efter en time var Danmark presset helt i bund, og først var der brug for en stor redning fra keeper Lene Christensen. Efterfølgende kastede Stine Ballisager sig heroisk ind foran en afslutning og sørgede for at holde fast i den danske føring.
Omdiskuterede Nadia Nadim blev skiftet ind med en lille halv time tilbage til sin landskamp nummer 100, og hun viste straks, hvad hun kan bidrage med.
For efter en brasiliansk udligning i de sidste minutter, hvor Lene Christensen ikke så imponerende ud, tog Nadim taktstokken.
Med en lækker kanal afdriblede hun en forsvarsspiller og chippede bolden ind til Mille Gejl, der gjorde det til 2-1 for Danmark.