Efter landsholds-sponsorat: Oddset overvejer yderligere støtte til kvindefodbold

Danske Spil kunne godt tænke sig at gå yderligere ind i kvindefodbold end blot landsholdet.

Oddset er hovedsponsor for kvindelandsholdet, men det kan sagtens blive til mere inden for kvindefodbold. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

DBU kunne tirsdag præsentere Oddset som hovedsponsor for det danske kvindelandshold i fodbold. Det ser ud til at være første skridt i en satsning på sporten fra Danske Spil. I første omgang vil man vurdere effekten dette sponsorat, men fremtiden kan byde på sponsorater i kvindefodbold ud over landsholdet.

- Jeg tror, at vi kommer til at vurdere, om vi skal investere mere i det, som på sigt kan være med til at drive sporten længere fremad, end den er i dag. Lige i første omgang er det et sponsorat, som skal skabe opmærksomhed for os selv, men i høj grad også for kvindefodbolden, siger marketingschef i Danske Spil, Søren Nielsen, til DR.

- Der er over 63.000 piger og kvinder, der spiller fodbold, så sporten burde have noget større opmærksomhed, end det vi ser i dag. Men vi kan mærke, at sporten er i en fremgang, og det vil vi gerne være med til at støtte op om, siger han.

Vil med på rejsen

Men jeres sponsorat er jo af kvindelandsholdet og ikke af fx kvindeligaen eller danske klubber.

- Det har du ret i. Det er jo et sponsorat af landsholdet, vi i første omgang har tegnet, og det har vi valgt, fordi der ligger nogle spændende slutrunder og venter – EM allerede til sommer. Uden at sige noget konkret, så tror jeg, at vi helt sikkert godt kunne tænke os på sigt at ville gå yderligere ind i det, så vi kan være med til at skabe endnu større opmærksomhed og bevågenhed på kvindefodbold - uanset om det er landshold eller den bedste liga herhjemme. Det vil vi gerne være med til, og vi vil gerne være en del af den her rejse, siger Søren Nielsen.

Kvindelandsholdets kampe bliver vist på DR3, og her har interessen været stor. For eksempel blev Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Sverige i september set af 101.000 mennesker. Det gjorde kampen til den tredjemest sete fodboldkamp i tv i den uge.

Facebook
Twitter