EM-heltene klar til revanche mod Holland

Danmarks nye landstræner for kvindelandsholdet har udtaget truppen til kampene mod Holland og Ungarn.

De glade sommerdage fra EM i Holland, hvor Danmark vandt sølv. (Foto: REUTERS © Scanpix)

Den midlertidige landstræner for kvindelandsholdet i fodbold, Søren Randa-Boldt, har udtaget sin første trup til kampene mod Holland og Ungarn.

To nye navne har sneget sig ind blandt de udvalgte, der ellers for de flestes vedkommende er stort set de samme spillere, der var med i EM-truppen, som vandt EM-sølv i sommer.

Truppen til finale-revancheopgøret mod Holland 15. september består af 22 spillere, mens Søren Randa-Boldt har udtaget 18 spillere til VM-kvalifikationskampen mod Ungarn fire dage efter.

- Truppen minder meget om den trup, vi var til EM med i sommer. Vi præsterede jo fantastisk flot til EM, og der er ikke nogen af de spillere, der har spillet sig af, så der har ikke været nogen grund til at ændre for meget, siger landstræneren til DR.

De to nye navne i truppen er de unge offensiv-spillere Signe Bruun og Caroline Møller fra Fortuna Hjørring, mens Janni Arnth og Simone Boye er tilbage i truppen efter deres skader. Mie Leth Jans og Line S. Jensen er stadig skadede.

- Jeg har taget to unge spillere med, caroline Møller og Signe Bruun, som jeg kender til fra min U19-tid de seneste to år. Det er to offensive spillere, der kan noget ekstraordinært, siger Søren Randa-Boldt, der skal stå i spidsen for kvindelandsholdet året ud.

Hævn i øjnene

Kampen mod Holland bliver et revanche-opgør fra EM-finalen i sommer, hvor Danmark tabte. Og selv om den kamp skal bruges til at forberede sig til Ungarn-kampen, så vil der være ”hævn” i øjnene på de danske spillere.

- Holland-kampen skal bruges til, at vi bliver rystet sammen igen og til forberedelse til Ungarn-kampen , siger landstræneren og fortsætter:

- Men jeg har snakket med alle pigerne, og der er mange af dem, der stadig er irriteret over nederlaget og gerne vil slå Holland, siger Søren Randa-Boldt.

Han slår dog fast, at det er VM-kvalifikationskampen mod Ungarn, der er den vigtigste af de to kampe.

- Kampen mod Ungarn er klart den vigtigste kamp af de to. Vi er i gang med at se og analysere dem, og det er et fint hold. Vi skal have stor respekt for Ungarn, og pigerne ved godt, at man ikke bare vinder over dem.

Testkampen mod Holland spilles 15. september kl. 18 i Horsens og kan ses direkte på DR1 og kan følges i Liga og P3.

Her er truppen til kampene mod Holland og Ungarn: