Europæisk kvindefodbold har for lavt bundniveau: 'Jeg tror og håber virkelig, at den her kvalifikation har ændret noget'

Forskellen på top og bund er 'enorm', men Uefas chef for kvindefodbold lover mere jævnbyrdige kvalifikationer i fremtiden.

Signe Bruun (th) har scoret ni gange i fire kampe i VM-kvalifikationen, som Danmark hidtil har cruiset igennem hidtil. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Når Danmark vinder 8-0 over Bosnien-Hercegovina, og stadig er udenfor top tre over de største sejre i kvindernes VM-kvalifikation, er det ret indlysende, hvor store forskelle der er i kvindefodbold.

For at se forskellene, kan man blot dele holdene op i øst og vest, når man kigger på Europakortet. Det fortæller Arnela Muminovic, der er DR Sportens fodboldkommentator.

- Det er mest de vesteuropæiske lande, der ligger i toppen. Hvis man ser på Østeuropa, er kvindefodbold ikke noget, der bliver prioriteret i nærheden af lige så meget som herrefodbold, siger Muminovic, som selv har rødder i Bosnien-Hercegovina.

Alene i efteråret har landsholdet vundet storsejre på 5-1, 7-0 og 8-0 to gange, hvilket gør, at Danmarks målscore aktuelt er 28-1 efter fire kampe i VM-kvalifikationen.

Signe Bruun (nummer 20) scorede fem mål, sidst Danmark mødte Bosnien-Hercegovina. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Bliver undersøgt nøje

Det er flere prominente navne i kvindefodbolden nu begyndt at gøre opmærksom på.

I september adresserede Englands landstræner, Sarina Wiegman, problemet i avisen The Guardian på bagkant af englændernes storsejr over Malta.

Hun vil starte en diskussion om, 'hvad der er bedst, for at få kvindernes spil op på et højere niveau'.

- Forskellen på kvaliteten er faktisk enorm, og det er ikke særlig konkurrencedygtigt, når du vinder 8-0. De lavere rangerende lande har brug for hjælp til udvikling. Det tager tid, men det er det, der gør forskellen mindre. De gode hold har forbedret sig så meget, at forskellen på top og bund er lidt større, end hvad vi havde håbet på, siger Sarina Wiegman.

Englands landstræner, Sarina Wiegman (tv), har set sit hold vinde alle VM-kvalifikationens hidtil fire kampe i suveræn stil. Den engelske målscore er 32-0. (Foto: Paul Childs © Ritzau Scanpix)

Også Nadine Kessler, Uefas chef for kvindefodbold, stiller spørgsmålstegn ved den nuværende måde at afvikle kvalifikationen på.

- Kvalifikationssystemerne til VM og EM bliver allerede undersøgt meget nøje, og vi vil se en forbedring i fremtiden, siger Kessler i et interview med nyhedsbureauet AP.

En balancegang

Grunden til, at det er så svært at finde den rigtige struktur er, at Uefa skal balancere mellem at gøre de højt rangerede og de lavt rangerede hold tilfredse.

Hvis man deler kvalifikationen op, som man tidligere har gjort, så ser de små hold ikke et incitament til at være med, men hvis det bliver ved med at være ulige kampe, så udvikler hverken de højt eller lavt rangerede hold sig, vurderer Arnela Muminovic.

- Jeg er stadig er i tvivl om, hvad det rigtige er. Der skal findes en mellemvej, hvor man kan gøre kvalifikationerne mere spændende. Både for spillerne, men også for os, der ser med, siger Muminovic.

- Jeg tror og håber virkelig, at den her kvalifikation har gjort noget, for der har været rigtig mange storsejre. Det er også fordi, at de bedste hold er blevet bedre, og dem der ligger efter, udvikler sig ikke i samme tempo.

Skal spille på mændenes træningsbane

Torsdag klokken 13 møder de danske fodboldkvinder Bosnien Hercegovina. Kampen ligger så tidligt, fordi banen ikke har lys.

Banen, de skal spille VM-kvalifikationskampen på, er den bane, det bosniske herrelandshold træner på. Og det er bare endnu en ting i rækken, der udstiller, hvor lidt tid, kræfter og penge der bliver lagt i kvindefodbold i visse dele af Europa.

- Det siger det hele. Problemet er, at forbundet ikke gider betale for leje af stadion, fordi de ikke ser nogen grund til det rent økonomisk eller kommercielt.

- Man behøver ikke ord for at forklare det. Eksemplet er nok i sig selv for at vise, hvad problemet og udfordringen er, siger Arnela Muminovic.

Kampen vises torsdag klokken 13 på DR1 og DRTV.

FacebookTwitter