Flygtningen der blev dansk fodboldfighter

Nadia Nadim er født i Kabul, flygtet fra Taleban, og er nu en af stjernerne på det danske kvindelandshold i fodbold.

Nadia Nadim skiller sig ud fra mængden.

Hun har mistet sin far. Hun har været på flugt sammen med sin mor og sine fire søstre. Hun er flyttet fra by til by. Hun har levet som professionel fodboldspiller, og nu er hun snart færdiguddannet læge.

- Jeg har oftest den tankegang, hvis tingene går mig lidt imod, så er min mentalitet, at det er mig mod verden.

- Så vil jeg vise folk, at hvis jeg har sat mig noget for, så skal jeg nok opnå det. Og 7-9-13, så er lykkedes ganske fint indtil videre, lyder det fra 27-årige Nadia Nadim.

Teknisk begavede Nadia Nadim står sammen med det danske kvindelandshold overfor de to første kvalifikationskampe frem mod EM i 2017. Moldova og Sverige er den kommende uges modstandere i kampen om billetter til slutrunden i Holland.

Netop EM-slutrunden står som noget ganske specielt for den afghanskfødte offensivspiller. Det er nemlig EM-semifinalen for to år siden, der står som Nadims hidtil største oplevelse i den rød-hvide trøje.

- Det var fedt, at Danmark lige pludselig fik øjnene op for os under EM-slutrunden i 2013. Stemningen var sindssyg, og det var vildt at være der. Vi har stor fokus på, at vi skal med til slutrunden igen.

- Kvalifikation til EM-slutrunden betyder meget for vores landshold lige nu, men det betyder også utrolig meget for kvindefodbolden i Danmark på længere sigt. Vi kæmper ikke kun for os selv, men for sportens fremtid, lyder det entusiastisk fra Nadia Nadim.

Henrettelse og flugt fra Taleban

Der var ellers ikke meget der tydede på, at Nadia Nadim skulle blive dansk landsholdsspiller.

Som 12-årig flygtede hun sammen med sin mor og sine fire søstre fra Kabul i Afghanistan med retning mod England, hvor noget familie allerede var bosat. Så langt nåede familien Nadim aldrig. Ved et tilfælde blev destinationen nemlig Danmark.

Et barndomsbillede af Nadia Nadim fra Afghanistan, hvor hun boede de første 12 år af sit liv. (© PRIVATFOTO)

Den tragiske årsag til flugten var, at faderen blev dræbt. Han var general i den afghanske hær, og en dag blev han afhentet af Taleban og vendte aldrig tilbage. Det viste sig, at talebanerne havde slæbt ham ud i ørkenen og henrettet ham.

Da det ikke var velanset for kvinder at færdes i det offentlige rum uden en mand i det fundamentalistiske Afghanistan, så Nadia Nadims mor ikke anden udvej end at flugte ud af landet med sine døtre.

- Da vi kom til Danmark, boede vi først i Skørping ved Rebild Bakker. Vi flyttede så til Rosenhøj i Viby, fordi der var større mulighed for, at min mor kunne finde arbejde i Aarhus. Jeg vil ikke kalde det et rendyrket ghettoområde, men der var billigt at bo og der var mange udlændinge.

- Jeg var virkelig glad for at bo der, for der var mange børn på min alder og der var street-fodboldbaner, hvor vi spillede døgnet rundt. Efter det flyttede vi til en lille gård i Hadsten. Så jeg føler mig som halvt nordjyde, halvt aarhusianer.

Uudnyttet potentiale

Nadia Nadim tog i slutningen af 2014 til USA for at prøve sig selv af som professionel hos New Jersey-klubben Sky Blue FC. Her spilledes ligakampene ofte for over 20.000 tilskuere, og for eventyrlystne Nadim var det et bevis på, at kvindefodbold er en sport med et kæmpe stort potentiale.

I slutningen af juni blev det også til en smuttur til Canada, hvor Nadim overværede USA’s triumf ved VM.

Nadia Nadim i kamp for Sky Blue FC. (Foto: Rich Barnes © Getty Images)

- Jeg var selv på stadion til VM-finalen i Vancouver, da USA slog Japan. Stemningen var vanvittig. Jeg har aldrig oplevet noget lignende ved en kvindelandskamp. Det er ved at blive rigtig, rigtig stort.

- De største nationer er dygtige til at gøre opmærksomme på kvindefodbolden. I nationer som Tyskland og USA er der ofte bedre stemning til kvindelandskampe end der er hos herrerne.

Hvis man ser bort fra dagene under EM-slutrunden i 2013 har kvindelandsholdet ikke haft den store mediebevågenhed i Danmark.

- Vi skal skabe bedre resultater for at få mere opmærksomhed, så ansvaret ligger både hos os og DBU, vurderer Nadia Nadim.

Sportsfamilie

Efter ankomsten til Danmark fandt Nadia hurtigt interesse for fodbolden, og hun viste sig hurtigt at have ganske gode evner i spillet med den runde læderbold.

- Jeg startede først med at spille fodbold, da jeg som 12-årig kom til Danmark. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var ret god til det. Jeg havde ikke rigtig dyrket sport, inden jeg kom hertil.

Nadia er ikke den eneste i flokken af Nadim-søstre, der har gjort opmærksom på sig selv på den store scene i sportens verden herhjemme. Lillesøster Diana er flerdobbelt dansk mester i boksning, og søster Giti har også spillet fodbold på højt niveau.

- Min far var rigtig atletisk. Jeg tror, at mine søstre og jeg har arvet mange af vores evner i den retning fra ham. Min far spillede hockey i hans yngre dage. Det er ikke særlig stort her i Danmark, men der var en ret populær sportsgren i Afghanistan.

- Min mor gik derimod mest op i, at vi passede vores skole. Hun har aldrig opfordret os til at dyrke sport og vælge en karriere indenfor sportens verden. Det skete ligesom bare af sig selv. Men nu er hun da glad for, at jeg både har sporten og studierne.

Moderens opmærksomhed på at Nadia Nadim sørgede for at passe sin skole har vist sig ikke at være helt forgæves. Sideløbende med karrieren på fodboldbanen er 27-årige Nadim nemlig godt i gang med studierne på Aarhus Universitet.

- Jeg har været medicinstuderende siden 2009, men har holdt orlov mens jeg var i USA. Ved siden af min fodboldkarriere derovre samlede jeg lidt erfaring hos en amerikansk plastickirurg. Nu er jeg så i gang med min uddannelse igen og er i øjeblikket på et klinikophold på en onkologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Fodboldspiller eller læge?

Du spiller på landsholdet, du kører fra Aarhus til Hjørring for at træne eller spille kamp flere gange om ugen og passer dit medicinstudie ved siden af. Kræver det ikke en stor portion vilje og masser af organisering?

- For at være ærlig, så er jeg nok ikke super organiseret. Jeg er ikke typen der render rundt med en kalender på mig. Ofte opdager jeg først ting, som jeg skal nå i sidste øjeblik, men indtil videre er det lykkedes mig at få det hele til at fungere. Forhåbentligt bliver det ved med at være sådan.

- Der er nu også ret ofte, hvor Aarhus Universitet ikke lige forstår min situation. Så må jeg skrive en ekstra opgave eller gøre noget helt tredje.

Nadia Nadim fejrer en scoring mod Armenien med Sanne Troelsgaard. (Foto: Anders Kjærbye © kvindelandsholdet.dk)

- Da jeg lige var startet på universitet, skulle jeg med landsholdet til Algarve Cup. Jeg spurgte så, om jeg kunne følge et andet hold for at få de timer, jeg ville misse, mens jeg var i Portugal. Der blev jeg blot mødt med en besked om, at jeg måtte beslutte mig for, om jeg ville spille fodbold eller være læge.

Rollemodel

Nadia Nadim blev som 21-årig i 2009 den første spiller på danske landshold med indvandrerbaggrund. Et faktum som ligger i baghovedet på den teknisk begavede offensivspiller.

- Jeg er meget bevidst omkring det, men selvfølgelig går jeg ikke og tænker over det hele tiden. Det er fedt, at jeg kan vise andre unge piger med udenlandsk baggrund, at det kan lade sig gøre. Det jeg har gjort kan forhåbentlig medvirke til, at andre lader sig inspirere og ser, at det er muligt at nå toppen.

- Hvis du tror på dig selv, kan det godt lade sig gøre – også selvom du har en anden etnisk baggrund end dansk, lyder det afsluttende budskab fra Nadia Nadim.

Det danske kvindelandshold møder i EM-kvalifikationen Moldova torsdag d. 22. og Sverige d. 27. oktober. Begge opgør kam følges på DR3, P3 og her på dr.dk/sporten.

Facebook
Twitter