Fra himmel til helvede: Stortalent ude resten året med brækket fod

Kvindelandsholdets Mille Gejl scorede og kom galt afsted i Danmarks sejr over Georgien.

20-årige Mille Gejl er et af dansk kvindefodbolds store talenter, og det sidste års tid er gået stærkt for hende.

Et mesterskab i sin første sæson for Brøndby siden skiftet fra Kolding Q, debut med scoring for landsholdet tilbage i januar og senest med scoring i EM-kvalifikationen mod Georgien er et par af højdepunkterne for offensivspilleren.

Men turen mod toppen bliver nu sat på pause. Mille Gejl måtte nemlig udgå i pausen af kampen mod Georgien, og scanningen har eftefølgende vist, at hun har brækket foden og er ude resten af året.

- Hun har brækket fodrodsknoglen, og det betyder, at hun ikke kommer til at spille i resten af efterårssæsonen. Det er en kæmpe bet for hende og så sandelig også for os, siger Brøndbys assistenttræner, Claus Jensen.

Dårlig timing

Skader er selvfølgelig altid dårlige. Men timingen med Mille Gejls skade er rigtig dårlig. For Brøndby står over for to vigtige kampe i Champions League mod skotske Glasgow City, hvor Brøndby på papiret har fine muligheder for at gå videre.

Tabet af Mille Gejl er stort, men Claus Jensen håber, at holdkammeraterne kan løfte opgaven.

- Mille er en af vores bedste spillere, og hendes udvikling har været imponerende. Men heldigvis er et hold mere end én spiller, så jeg håber, at vi løfter os samlet.

- Det er selvfølgelig skidt for vores muligheder, men jeg tror på, vi kan klare den uden hende, slutter Claus jensen.

Brøndby møder Glasgow City på hjemmebane den 16. oktober, mens returopgøret i Skotland spilles den 31. oktober.