Frankrig har givet Nadim spillelysten tilbage

Efter sit skifte fra City til PSG sprudler Nadia Nadim nu af spillelyst

2018 var på mange måder et skuffende fodboldår for Nadia Nadim.

Den danske stjerneangriber var blandt de mest nedslåede, da kvalifikationen til VM-slutrunden glippede, og på klubplan lagde Nadim heller ikke skjul på, at hun var utilfreds med tilværelsen i Manchester City.

Nu løber Nadim rundt i Frankrig med landsholdet, hvor det i aften gælder en træningskamp mod de franske VM-værter.

Og humøret er højt hos den målfarlige angriber, som nu også til dagligt spiller i Frankrig.

- Jeg synes, fodbolden her har været sjov. Jeg elsker træningerne, og jeg elsker kampene, siger Nadim til DR Sporten.

Nadim skiftede i begyndelsen af 2019 til den franske storklub Paris Saint-Germain, og det har på alle måder været et godt skifte.

- Jeg elsker den måde vi spiller på, og derudover synes jeg, den franske kultur passer mig fint.

Nadia Nadim har kontrakt med PSG året ud.

Danmark missede VM efter to playoff-kampe mod Holland, så foråret byder nu istedet på to træningskampe mod henholdsvis Frankrig og England, inden EM kvalifikationskampene begynder til august.

Kampen mellem Frankrig og Danmark spilles i Strasbourg kl. 21.00 og kan ses direkte på DR3.

Facebook
Twitter