Harder er tysk mester: Må feste med håndbremsen trukket

Pernille Harder og Wolfsburg kan i dag fejre det tyske mesterskab, men skal samtidig have et øje på pokalfinalen om en uge.

Wolfsburg med Pernille Harder kunne i dag løfte pokalen og fejre det tyske mesterskab.

Mesterskabet kom allerede i hus i sidste uge, og dagens 2-2-resultat mod Jena Women var ren kosmetik.

Men sæsonen er ikke slut for Wolfsburg. Klubben har én vigtig kamp tilbage i sæsonen – pokalfinalen i næste weekend, så mesterskabsfesten bliver mindre løssluppen end ellers – det er i det mindste intentionen, men ikke nødvendigvis det, der kommer til at ske.

- Der er en pokalfinale, der stadig er vigtig. Men tyskerne er ikke så gode til at trække håndbremsen (når de fester, red.), siger Pernille Harder.

To mesterskaber på én sæson

Den danske angriber har vundet to mesterskaber i denne sæson. Hun nåede nemlig at vinde det svenske mesterskab med Linköping, inden hun skiftede til Wolfsburg midt i sæsonen. I Tyskland er ambitionerne væsentlig højere, end de var i svenske Linköping.

- Her kom jeg midt i sæsonen, og så det er et lidt anderledes mesterskab. Jeg har hjulpet holdet det sidste halve år og bidraget med meget. Men i Linköping var vi underdog, mens vi her i Wolfsburg er det hold, der gerne skulle være bedst i Bundesligaen.

Det tyske mesterskab rangerer noget over et svensk mesterskab.

- Det var en fed oplevelse at løfte mesterskabspokalen. Det er jo det man drømmer om som fodboldspiller – at vinde sådan nogle titler.

Pernille Harder og Wolfsburg skal møde SC Sand den 27. maj i Köln.

Facebook
Twitter