To kampe, seks point og en positiv målscore på 7-1.
Jo, jo, der er nogen, der kan. Og det er de danske fodboldkvinder.
Danmark bankede tirsdag aften Wales med hele 5-1 i Nations League og fulgte dermed perfekt op på fredagens 2-0 sejr over Tyskland.
Særligt den danske offensiv sprudlede mod de, indrømmet, halvtamme walisere. Og når den danske offensiv sprudler, så er det som oftest, fordi Pernille Harder fører an.
Sådan var det også tirsdag aften, hvor den danske anfører noterede sig for et hattrick.
- Det var rigtig godt. Dejligt med endnu en sejr. Første samling i Nations League med to sejre og en masse mål i dag (tirsdag, red.). Det var godt, siger Pernille Harder til DR Sporten lige efter slutfløjt.
30-årige Harder udnyttede et straffespark til at bringe Danmark foran 1-0 efter seks minutters spil, og bare fem minutter efter fordoblede Danmarks stjerne føringen til 2-0.
I anden halvleg fuldendte Harder så sit hattrick, da hun lukkede og slukkede til 5-1 i kampens tillægstid.
- Vi står rigtig godt. Det kunne ikke være bedre end to sejre i de to første kampe i Nations League, siger Harder.
Nye offensive vinde glæder Harder
Denne landsholdssamling har på mange måder markeret en ny start for det danske kvindelandshold.
Ikke nok med, at det var de første kampe nogensinde i den nyoprettede Nations League-turnering, så var det også de første kampe med Andrée Jeglertz i spidsen som landstræner.
Svenskeren har haft ganske få træningspas med sine nye spillere, men ifølge Pernille Harder har han allerede sat et markant aftryk på holdet.
Inden sin tiltræden proklamerede Jeglertz, at han ville forsøge at forbedre Danmarks offensiv. Og det er allerede nu lykkedes ifølge den hattrick-scorende anfører.
- Når holdet spiller godt, så gør det det også mig bedre. Vi får alles styrker ud med den måde, vi spiller på. Det gavner selvfølgelig også mig.
- Vi har mange, der er dygtige med bolden, og vi vil gerne spille os igennem. Og vi har nogle gode kantspillere, der er gode én mod én. Og angribere, der er gode til at løbe dybt og være inde i boksen også. Og med den måde vi spiller, får vi udnyttet alles styrker, siger Pernille Harder.
De øvrige danske mål mod Wales blev scoret af Frederikke Thøgersen og Sanne Troelsgaard.
Danmark topper nu Nations Leagues gruppe 3. I slutningen af oktober venter de næste to kampe i gruppen, når Island og Wales står for skud.