Harder tangerer målrekord i dansk remis mod Wales: Se målene her

Pernille Harder kom op på 65 landskampsmål og deler nu rekorden for flest mål for i rødt og hvidt med Merete Pedersen.

1-1 blev resultatet, da Danmarks kvindelige fodboldlandshold på udebane mødte Wales i den anden testkamp på fem dage.

Kampen vil mest blive husket for, at Pernille Harder scorede Danmarks mål og dermed tangerede rekorden for flest mål på Danmarks kvindelandshold.

Merete Pedersen scorede i perioden fra 1993 til 2009 65 mål i 136 kampe, mens Harder nu har nået sine 65 i 126 landskampe.

En præstation hun naturligvis selv er godt tilfreds med.

- Det er jeg da meget stolt over.

- Jeg er glad for at kunne have bidraget med 65 mål for landsholdet, og jeg håber, at jeg kommer til at bidrage med endnu flere. Men det er selvfølgelig en flot milepæl, som jeg skal være stolt over, siger Pernille Harder til DR Sporten.

Efter den lidt tamme testkamp mod Irland, som Danmark vandt 1-0 i Dublin i torsdags, var opgøret i Cardiff mere underholdende. Men den danske præstation var ikke mindeværdig.

Hjemmeholdet åbnede bedst op med et par muligheder, men inden der var spillet 20 minutter, havde Danmark spillet sig frem til tre gode chancer, to til Stine Larsen, og Sara Thrige var tæt på med et hovedstød fra klos hold.

Landsholdsanføreren bragte Danmark foran med sit landskampsmål nummer 65. (Foto: © Andrew Couldridge, Scanpix)

Chelsea-stjernen Pernille Harder svigtede ikke, da hun efter 23 minutter kom alene igennem. På kanten af feltet afdriblede hun Wales-keeperen Laura O'Sullivan og sendte bolden i det tomme mål til 1-0.

Anden halvleg var knap så chancerig, men Wales skabte dog nogle. Efter en time kom den fortjente udligning så, da Jess Fishlock i løb helflugtede bolden i mål efter et velspillet angreb.

I den sidste del var der sporadiske chancer til begge, men Fishlock var tættest på at blive dobbelt målscorer.

Med det uafgjorte resultat er Danmark ubesejret i de seneste ni kampe, hvoraf syv er vundet.

Og efter kampen var landstræneren ikke udpræget tilfreds med indsatsen.

- Vi var lidt rustne, men endelig de her kampe skal komme, så er det godt, at de kommer nu.

- Det er de her kampe, vi skal lære af. Vi vidste, at de var et ok hold, men lige nu er jeg selvfølgelig skuffet over præstationen, siger landstræner Lars Søndergaard.

Danmark er kvalificeret til næste sommers EM i modsætning til testmodstanderen Wales.

Først til september venter igen betydende kampe i VM-kvalifikationen, som der endnu ikke er trukket lod til.

Qatar-markering i Norge og dansk træner klar til EM

Også Norges kvindelandshold spillede testkamp tirsdag mod Tyskland, der hjemme vandt 3-1.

Under nationalsangen kom de norske kvinder med en støttemarkering for menneskerettigheder i led med utilfredsheden med Qatar som vært for herrernes VM i 2022.

Spillerne løftede alle deres venstre hånd, så man i deres håndflader kunne læse budskabet "human rights".

I sidste uge gjorde de noget lignende, men med kun et bogstav på hver hånd, så de 11 spillere sammen stavede til "human rights".

Dermed fulgte de op på de norske herrers markering i forbindelse med den seneste landsholdssamling.

Og mens Norges kvinder vandt 3-1, formåede den tidligere danske landstræner Nils Nielsen at sikre en EM-billet til de schweiziske kvinder.

På hjemmebane slog Schweiz således Tjekkiet samlet over to playoff-kampe. Den første endte 1-1 i Tjekkiet, mens returkampen endte tilsvarende. Og så måtte opgøret ud i straffesparkskonkurrence, hvor schweizerne sikrede sig EM-billetten med en sejr på 3-2, efter at Schweiz ellers brændte holdets to første spark.

Også Rusland og Nordirland er klar til EM-sluturunden efter aftenens playoff-kampe. En slutrunde, der spilles i England til næste sommer.