Det kan ende med at blive en rigtig god uge for Pernille Harder og Wolfsburg. I dag vandt de nemlig pokaltitlen, og i weekenden kan de løbe med det tyske mesterskab.
Pokaltitlen kom i hus her til aften med en 1-0-sejr over Freiburg i en kamp, hvor Harders grønblusede hold nok burde have vundet større. Danskeren havde selv et par store chancer, hun nok gerne ville have scoret på.
En misbrugt chance for den danske landsholdsanfører var faktisk også det, der var skyld i, at holdkammeraten Ewa Pajor scorede kampens eneste mål.
Harder kom nemlig fri af Freiburgs forsvar og afsluttede hårdt med venstrebenet. Afslutningen ramte dog stolpen og faldt i stedet ud til Ewa Pajor, der kunne sparke bolden ind i det tomme mål.
Det er femte gang i træk, at Wolfsburg vinder pokaltitlen i Tyskland.
Det kan også blive til et mesterskab på søndag. Wolfsburg skal bare hente en sejr på udebane mod Hoffenheim. De kan også blive mester, hvis Bayern München smider point på hjemmebane mod Freiburg.