Hattrick-Harder er Danmarks bedste for fjerde gang

Pernille Harder er Årets Kvindelige Fodboldspiller 2017.

I sommer førte Pernille Harder som anfører Danmark til sølv ved EM i fodbold.

Lørdag blev hun kåret som Årets Kvindelige Fodboldspiller 2017.

Det er tredje år i træk og fjerde gang i karrieren, hun vinder prisen.

Historien om Pernille Harder tager sin start i den midtjyske by Tulstrup. Som fem-årig begyndte Harder til fodbold, men talentet for sport var omfattende.

Heldigvis for Danmark valgte hun fodbold, og da hun debuterede på kvindelandsholdet som 16-årig, kvitterede hun for tilliden med et hattrick.

Den bedrift har hun siden gentaget fem gange, og i dag kan den 25-årige angriber se tilbage på 94 landskampe og 50 mål. Ikke ringe for en midtjysk pige, der ligeså godt kunne have valgt en karriere med håndbold.

Hos Linköpings FC slog Pernille Harder for alvor sit navn fast, da hun to år i træk blevet kåret til den svenske dameligas bedste angriber og mest værdifulde spiller.

Det sikrede hende et skifte til storklubben Wolfsburg.

I den tyske Folkevogns-by har hun siden slået sine folder. Første sæson bød på både mesterskab og pokaltitel i Tyskland og i øjeblikket overvintrer Pernille Harder som topscorer i Bundesligaen med Wolfsburg på førstepladsen.

Det internationale fodboldforbund, Fifa, kårede i 2017 Harder som den femtebedste i verden, og noget tyder på, at den danske fodboldstjerne endnu ikke har fuldendt sin rejse mod sportens tinder.

Flere eksperter peger allerede på Harder som den bedste kvindelige fodboldspiller, Danmark nogensinde har haft.

Pernille Harder vinder Årets Kvindelige Fodboldspiller 2017 foran landsholdskollegerne Stine Larsen, Brøndby IF, og Simone Boye, FC Rosengård.

Christian Eriksen vinder prisen som Årets Mandlige Fodboldspiller 2017.

Facebook
Twitter