Hun smiler over hele femøren. Kaster et håndtegn i luften, mens hun afslappet slentrer ned af gangen på landsholdets hotel i Køge.

- Hva’ så, der? Så er jeg klar. Jeg har sat håret og det hele.

Nadia Nadim i en nøddeskal. Humørspreder, selvtillidsfuld og målbevidst.

Hun er glad. Og hun har god grund til at være det. Succes i den populære, amerikanske liga for Portland Thorns, comeback i landsholdslejren efter en knæskade - og i marts blev hun valgt som Danmarks bedste kvindelige fodboldspiller.

Det er første gang, en spiller med anden etnisk baggrund får den hæder. På alle måder en succesfuld dansk integrations-historie.

Men midt i glæden er der alligevel en alvorlig mine at spore i Nadims ansigt. Hun har noget på hjerte. En følelse, der er vokset de seneste år.

- Jeg er ikke typen, der bliver påvirket let. Det ved folk, som kender mig. Men debatten og retorikken, der har været de seneste år om udlændinge og den såkaldte danskhed irriterer mig. Og sårer mig, siger hun med alvor i blikket.

Hvor er tolerancen?

Den 29-årige fodboldspiller og medicinstuderende kom til Danmark i 2000 som flygtning sammen med sin mor og fire søskende.

Men det Danmark, hun forelskede sig i fra første sekund, kan hun ikke helt genkende længere.

- En af de danske værdier, som betyder meget for mig, er tolerancen. Det første, jeg oplevede, da jeg kom til landet, var, at jeg blev accepteret. Uanset hvem man var, kunne man få en ny chance. Og den kærlighed jeg fik - jeg var overvældet. Jeg fik en følelse af, at jeg gerne ville give noget tilbage til Danmark med det samme. Jeg følte mig virkelig velkommen.

Privatfoto af Nadia Nadim i Afghanistan. (© PRIVATFOTO)

- Men de seneste år har det ændret sig ekstremt meget. Jeg følger med i debatten i Danmark og ser, hvor landet er på vej hen. Det er medmenneskeligheden, solidariteten og tolerancen, der definerer danskhed for mig. Men den er slet ikke så tydelig længere. Og det er ærgerligt.

- Når jeg læser artikler og kommentarer, hvor der står, at man aldrig kan blive rigtig dansk, hvis man kommer fra et tredjeverdensland, bliver jeg såret. Det er bare et eksempel på den retorik, der er om folk med anden etnisk baggrund. Og det rammer også mig. Oftest bliver jeg ked af det. Man gør så meget, men alligevel er man ikke 100 procent en del af samfundet. Og jeg forstår det ikke.

Men al den negativitet om folk med anden etnisk baggrund, - de konstante slag, man får i hovedet. Det gør faktisk, at jeg ikke vil være 100 procent dansk. For hvis det er den nye danskhed, vil jeg ikke være en del af den.

Nadia nadim, landsholdsspiller

Vil ikke være del af den nye danskhed

Debatten om danskheden har haft en konsekvens for den danske landsholdsstjerne. For selvom hun ser Danmark som sit hjem, føler hun sig mindre dansk i dag end tidligere.

- Danmark betyder rigtig, rigtig meget for mig. Det er her, jeg er opvokset. Her jeg har fået skabt min identitet. Alt det jeg kender til i dag, det har jeg lært her. Det er mit hjem. Når jeg er i USA i to-tre måneder i træk og derefter lander i Danmark, får jeg en ro i kroppen. Endelig hjemme igen, tænker jeg.

- Men al den negativitet om folk med anden etnisk baggrund, holdningen til mennesker i nød, debatten om at være ‘rigtig’ dansk - de konstante slag, man får i hovedet. Det gør faktisk, at jeg ikke vil være 100 procent dansk. For hvis det er den nye danskhed, vil jeg ikke være en del af den. Så vil jeg ikke være dansker.

- Det er så langt fra de værdier, jeg lærte, da jeg kom hertil. Det Danmark, jeg lærte at elske. Det er ærgerligt, at jeg skal have det sådan her. Men i sidste ende er jeg et menneske med følelser, der bliver berørt. Og så har jeg også en vis stolthed.

Den fjendtlige tone får konsekvenser

Er der nogen gange, hvor du fortryder, at du valgte at repræsentere Danmark?

- Nej, det er der ikke. Jeg føler, det er her jeg har fået min identitet. Det er her, jeg har lært at spille fodbold. Men jeg kan godt forstå folk, der har muligheden for at vælge mellem to lande, der vælger Danmark fra i sidste ende. Det giver sig selv. Hvis man ikke føler sig accepteret, hvorfor skal man så repræsentere landet? Hvis vi ikke gør noget, så vil tendensen fortsætte med, at unge spillere med anden etnisk baggrund vælger Danmark fra. Emre Mor er et godt eksempel.

- Jeg har ikke haft det dilemma, da Afghanistan slet ikke var en mulighed af flere årsager. Og dengang jeg fik debut for otte år siden, ville valget ikke have været svært for mig. Det var naturligt for mig at vælge Danmark med fornuften og hjertet.

- Men der er sket meget siden da. Og hvis jeg skulle vælge i dag - det ville være svært. Det ville ikke være så ligetil at vælge det danske. Og den tvivl er opstået på grund af tonen og retorikken i udlændingedebatten. Den er blevet rigtigt fremmedfjendsk - og den påvirker mig og mange andre med anden etnisk baggrund.

Se på Zlatan Ibrahimovic. En af verdens bedste angribere. Tror du virkelig, han havde fungeret i Danmark? Det tror jeg ikke

nadia nadm, landsholdsspiller

Stolt landsholdsspiller med afghanske rødder

Føler du så mindre for Danmark nu, når du trækker den rød-hvide trøje over hovedet?

- Nej, det gør jeg ikke. For sådan er jeg som person. At spille for landsholdet er noget, jeg værdsætter allermest. Jeg er stolt og har altid hjertet 100 procent med på banen. Selvom en del af den danske befolkning ikke ser mig som 100 procent dansker, så elsker jeg Danmark. Jeg føler mig en del af samfundet, og jeg repræsenterer Danmark, når jeg spiller i ude i verden.

- ‘The Danish Striker’ bliver der råbt på stadion i USA, når jeg bliver præsenteret. For det er det, jeg er. Men jeg har også afghanske rødder. Og det er jeg stolt af - det gør mig, til den jeg er. Det vil jeg aldrig slippe. Det er det, der gør mig speciel. Det burde ikke være en negativ ting, at man er forskellig. Hvis du spørger mig, burde vi lære mere af vores naboer Sverige og Tyskland. Du ser også flere spillere med anden etnisk baggrund på de landshold. Og det er blandt andet fordi, samfundet er mere inkluderende.

- Jeg kan godt lide, at man accepterer andre kulturer og lærer af dem. Og det må man sige, at Tyskland og Sverige gør. Se på Zlatan Ibrahimovic. En af verdens bedste angribere. Tror du virkelig, han havde fungeret i Danmark? Det tror jeg ikke.

Nadia Nadim vil skabe debat med sine udtalelser. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Men svaret på dit spørgsmål - nej, jeg føler og kæmper ikke mindre for den rød-hvide trøje. Bestemt ikke. Og det, at jeg, som ikke er født i landet, viser den dedikation for Danmark, håber jeg får en effekt. En positiv effekt hos dem, der er kritiske omkring folk med anden etnisk baggrund. At de ændrer holdning og få et andet syn på tingene. Det er også målet med det her interview. At få folk til at stoppe op og tænke: ‘Hey, måske skal vi ændre nogle meninger og give folk en chance’. Det er mit håb.

I Fodboldmagasinet søndag aften kan du se et længere indslag med Nadia Nadim, der snakker om samme emne.

Næste gang Nadia Nadim og landsholdet skal i kamp for Danmark er på tirsdag i træningskampen mod Finland. Kampen kan følges på DR3 fra kl. 18.45