INTERVIEW Mads Øland: At jeg ødelægger dansk fodbold, er det argeste vrøvl

Gamblede han med kvindelandsholdet? Var spillerne hans marionetter? Spillerforeningens direktør, Mads Øland, svarer for sig i stort interview.

Han synes ikke selv, at han er den mest magtfulde mand i dansk fodbold. Han synes heller ikke, at han forpester klimaet i dansk fodbold, mens tanken om, at hans person kan skygge for et forhandlingsresultat jævnligt strejfer ham.

Til gengæld mener Mads Øland, at han har været en god mand for dansk fodbold generelt og for dansk kvindefodbold specifikt, og at Spillerforeningen aldrig har haft mere indflydelse, end den har i dag.

Men alt dét er der delte meninger om. Mads Øland er der delte meninger om. Spillerforeningens direktør, som på den ene side i over 20 år med stor succes har raslet med den faglige sabel og medvirket til, at fodboldspillere har rettigheder, muligheder og vilkår som på det øvrige arbejdsmarked.

På den anden side: Hårde faglige slag, elitesport som arbejdskamp, trusler om strejker, splid mellem dansk fodbolds institutioner, kompromisløst magtspil og senest foran en måbende nation aflysning af to kvindelandskampe på grund af konflikten om en ny landsholdsaftale for kvindelandsholdet.

Mads Øland er villig til at betale prisen. Og han fortryder intet. Ikke i forhold til konflikten om en ny landsholdsaftale mellem kvindelandsholdet og DBU, og heller ikke forløbet op til den historiske aflysning af VM-kvalifikationskampen mod Sverige, der endte med, at Danmark blev taberdømt.

- Der er bestemt ikke noget, jeg fortryder i forløbet. Når man har et forløb, der strækker sig over 13 måneder, er der nok noget, man ville kunne have gjort bedre. Men der er ikke noget, jeg fortryder, og det er der heller ikke nogle af spillerne, der gør, siger Mads Øland i dag, efter at aftalen blev lukket i lørdags.

- Aftalen er en rigtig stor sejr for os, for kvindelandsholdet og for kvindefodbolden. Det synes jeg også, at det er for DBU. Der er altid omkostninger ved en konflikt, og det kan vi ikke lave om på nu. Nogle gange er en konflikt nødvendig, før parterne finder hinanden, og det var nødvendigt her.

Ikke overraskende aflysning

En af konsekvenserne var aflysning af to kampe, hvoraf en var en VM-kvalifikationskamp. Kom det bag på dig, at DBU aflyste kampen, og var I villige til at betale den pris?

- Nej, aflysningen kom ikke bag på mig. Vi vidste godt, at der var krise i forhandlingerne op til de kampe, og så kan det ende i konflikt, så på den måde overraskede aflysningen mig ikke.

- Vi havde sat en deadline for en aftale til om tirsdagen, hvilket ikke skete, mens DBU satte en deadline for, at spillerne skulle møde op til onsdag. Derefter kom vi med et tilbud onsdag, og Uefa’s deadline var torsdag, så vi håbede på, at DBU mente, at der var tids nok, men det mente de ikke.

Kvindelandsholdet selvtrænede under Spillerforeningens faner i oktober 2017. DBU og Spillerforeningen blevet enige om en ny landsholdsaftale for kvindelandsholdet 25. november 2017. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Under en forhandling sættes jo hundreder af deadlines, og begge parter misser deadlines. Hvilke deadlines gælder så? Uefa’s deadline er rigtig, fordi det står i reglerne, men der er intet objektivt sandt i, at der skal falde en klap ned i form af en deadline sat af DBU. Men jeg bebrejder ikke DBU, at de ikke fik det til at virke fra onsdag eftermiddag, og jeg er sikker på, at de ikke bebrejder os, at vi ikke nåede deres interne deadline.

Det virker, som om I spillede højt spil og gamblede med den landskamp. Tidligere har I også ført forhandlinger op til en landskamp, og det er altid endt med en løsning. Men denne gang ville DBU det anderledes. Troede I, at DBU bluffede?

- Nej, det troede vi ikke, og vi gamblede heller ikke. Spørg DBU om det samme. Jeg tror, at hverken Spillerforeningen eller DBU gamblede. Begge parter gjorde deres bedste for at få en aftale og finde en løsning, og så træffer man nogle beslutninger på begge sider af bordet, som leder til en konflikt. Det er desværre sådan, det foregår i det virkelige liv. Og desværre har en konflikt konsekvenser.

Når du ser tilbage, var det så en fejl fra jeres side?

- Nej, og det var heller ikke en fejl fra DBU’s side. For sådan kan man ikke se på det. En forhandling og en konflikt leves forlæns. At nogen kæmper for deres rettigheder, og at dét kan få konsekvenser, er noget, der kan ske i alle brancher.

- Journalistforbundet måtte eksempelvis kæmpe for sine medlemmer på DR Sporten og deres rettigheder i forbindelse med udflytningen af sportsredaktionen til Århus. Det betød, at seere og lyttere måtte undvære DR Sporten i én dag.

- At man ikke må have en konflikt i sport eksempelvis omkring et landshold, er en urimelig præmis, for det er det samme som at sige, at sportsfolk ikke må kæmpe for deres rettigheder.

Men er det noget, I vil lære af til næste gang?

- Nej, der er ikke noget, vi fortryder, men der er altid detaljer, man kan lære af og gøre anderledes i et fremtidigt forløb.

Hvad er det?

- Det vil jeg ikke fortælle. Men naturligvis var der ting, vi kunne have gjort endnu bedre.

Var spillerne inde over beslutningen om at have is i maven op til Sverige-kampen, og hvad var spillernes reaktion i forhold til Spillerforeningen og dig efter aflysningen af den kamp?

- Der blev sagt uendelig mange ting. Vi var jo sammen med spillerne 24/7, og der blev sagt meget om det. Vi var alle pisseærgerlige over det, ligesom DBU vel var det. Præmissen for dit spørgsmål er, at spillerne mente noget andet, end Spillerforeningen gjorde om det her. Disse kvinder og deres Spillerråd var jo helt inde i maskinrummet om forhandlingerne og beslutningerne, så det var vi helt enige om. Vi var en enhed.

Unge, lyshårede marionetter

Var I også en enhed i kommunikationen. Du udtalte dig aldrig undervejs, men I skubbede spillerne foran jer. Hvorfor gjorde I det?

- Det er et billede, der er skabt. Vores mediestrategi var at sige så lidt som muligt, men sportsjournalister anerkender ikke, at man ikke siger noget i den situation. Derfor var vi nødt til at vælge, hvem der siger noget.

- Der er blevet skabt et billede af nogle lyshårede piger, der blev skubbet rundt med. Det er et forkert. Når vi forhandler for et landshold, så er Spillerrådet helt inde i maskinrummet og er med til at træffe alle beslutninger. Det er der er mange, der har valgt at misforstå i medierne.

Men det er vel ikke forkert, at spillerne blev ansigterne på konflikten, mens du holdt dig udenfor?

- Jo, det er forkert, at de blev skubbet foran. De var med til at træffe alle beslutninger; om vi skulle gå til højre eller venstre i en given situation; hvilke krav vi skulle fremføre; hvordan vi skulle forhandle. At beskrive dem som unge, lyshårede piger, som blev ført rundt som marionetter, som nogle har gjort, er helt hen i vejret. Det er at tale ned til de spillere. Det er en flok stærke kvinder, der ved, hvad de mener, og hvad de skal sige.

- Vi vurderede, at det ville være kontraproduktiv, at jeg stillede mig frem og gjorde mig til skydeskive i processen, hvilket ville ske, hvis jeg og Bretton-Meyer stillede os frem. Vi skulle ikke gøre noget for Mads Ølands forfængeligheds skyld. Jeg skulle ikke stå og udtale mig negativt om Bretton-Meyer i et konfliktforløb, selv om jeg fik mange opfordringer til det.

Har det været med i jeres overvejelser, at jeres strategi i forhandlingerne kunne koste kvindelandsholdet den sympati, de havde spillet sig til ved EM?

- Holdet har overhovedet ikke mistet sin popularitet. Brandingmålinger, som DBU i øvrigt selv får udarbejdet, viser, at de står endnu stærkere, end de nogensinde har gjort i den danske befolknings øjne. Det er en af de falske historier, som bliver bragt frem.

- Jeg har ikke fået flere reaktioner udefra, end jeg plejer ved disse konflikter. Men det, der har skilt sig ud denne gang har været, at fordi det er kvinder, har der været meget nedsættende tale om dem, hvor man beskriver dem som blonde, dumme marionetter.

Nemmere med Jim Stjerne

Han plejer at slide stierne ved Utterslev Mose i Brønshøj, hvor han plejer at løbe fire-fem gange om ugen, op. Det har Øland ikke gjort i mange måneder på grund af forhandlingsforløbet med DBU, hvor ustyrlige mængder Matador Mix og kaffe har givet næring til den faglige kamp, men som nu skal løbes af i Mosen.

Som fodboldspiller var Mads Øland ligeså en slider. Og som fagforeningsmand og direktør i Spilleforeningen siden 1997 har han slidt institutioner som DBU, Divisionsforeningen, DIF og andre op med sin insisteren på, at elitesport også udkæmpes på arbejdsmarkedets kampplads.

Flest blå mærker har han efterladt hos DBU, som har stået som tabere i mange konflikter og har følt sig snydt af Mads Øland. Især efter landsholdsaftalen i 2015, hvor unionens nye ledelse med Claus Bretton-Meyer angiveligt måtte sande, at aftalen blev dyrere, end de havde fået lovning på af Øland.

Tror du, at DBU’s kompromisløse stil denne gang over for jer, har noget at gøre med den aftale, I lavede i 2015, hvor DBU følte sig snydt af dig?

- Det må de selv svare på. Jeg synes, vi fik lavet en god aftale i 2015. Det syntes DBU så mindre godt om. Jeg synes ikke, de blev snydt. Men det er klart, at forløbet omkring den nye aftale har været meget grundigere. Vi har brugt meget tid på at vende hvert et ord og passus, fordi DBU har ønsket at være helt sikre på, at alt var, som de kunne stå på mål for.

Har det været anderledes at forhandle med denne DBU-ledelse end med den gamle?

- Ja, selvfølgelig har det været anderledes. Jim Stjerne Hansen og jeg havde opbygget en måde at gøre dette på. Claus Bretton-Meyer og Jim Stjerne Hansen er ledere på to vidt forskellige måder, og det betyder en del for forhandlingerne, hvem der sidder og forhandler.

Hvor meget af dette er personligt? Hvor meget handler det om forholdet mellem Bretton-Meyer og dig?

- Personer betyder noget, og man kommer ikke i mål, hvis man ikke opbygger en respekt for hinanden både professionelt og på det personlige plan. Det synes jeg, jeg har opnået med Bretton-Meyer. Vi er meget forskellige som personer, men når man lykkes med at komme i mål med en forhandling som denne, bygger man en relation op.

Ølands skygge

Tænker du nogensinde, at din person, som til stadighed skiller vandene i dansk fodbold, kan stå i vejen for et godt forhandlingsforløb og en endelig aftale?

- Ja, den tanke har strejfet mig. Det er noget, der bliver sagt mange gange om mig, og det er min opgave, at det ikke bliver situationen. Dér er man inde ved kernen ved, om jeg laver et godt stykke arbejde. En leder er nødt til at have forhandlingsevner, som går ud på at komme fra A til B, og der nytter det ikke noget, at man som person står i vejen for det.

- Men det, mener jeg heller ikke, er situationen. Jeg synes, jeg er god til at tilpasse mig og komme folk i møde. Men selvfølgelig, når det bliver gentaget i en uendelighed, så tænker man over det. Min person skal være en fordel og ikke en hæmsko for, at jeg kan udføre mit job bedst.

I 2014 tog jeres formand Jeppe Curth over fra dig i forhandlingerne mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen. Var det et eksempel på, at din person stod i vejen for en aftale?

- Nu refererer du til noget, der foregik i forligsinstitutionen, og det er ikke lovligt at fortælle om, hvad der foregår dér, så det er meget begrænset, hvad jeg kan fortælle. Jeppe Curth spillede en stor rolle i de forhandlinger, og det gjorde jeg og flere andre også. Det vigtige er, at vi fik en aftale i hus.

Du skiller tydeligvis vandene i dansk fodbold, og du bliver beskyldt for at forpeste klimaet i dansk fodbold. Ødelægger du og Spillerforeningen dansk fodbold?

- Nej. Man skal tænke på, at jeg er leder af Spillerforeningen. Vi skal gøre vores medlemmer tilfredse, hjælpe dem frem og føre branchen frem. Det giver ingen mening at ødelægge den branche, man gerne vil have nogen til at agere professionelt i. Så det er det argeste vrøvl. Man kan naturligvis klandres for, at man gør sit arbejde dårligt, men at sige, at vi ødelægger dansk fodbold, er noget vrøvl.

Hvordan har du med, at de ting bliver sagt om dig?

- Det kan jeg ikke lave om på. Trykket i denne branche er bare stort. Når man stiller sig op og forsvarer lønmodtagere i hvilken som helst branche, så får man knubs. Og når man gør det i sport, får man endnu flere tæsk og øretæver. Jeg kan ikke være gode venner med alle. Sådan er det bare. Der er større forståelse for, at sportsjournalister kan nedlægge arbejdet, end at fodboldspillere kan det. Det har jeg lært at leve med.

Mads Øland og DBUs daværende generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, på et pressemøde om den såkaldte mælkekrig i 1996. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Du har meget magt i dansk fodbold, men har du været en god mand for dansk fodbold?

- Det synes jeg bestemt, jeg har været. Og det håber jeg først og fremmest, at vores medlemmer gennem tiden synes. Det er vigtigt, at spillerne har magt som gruppe, og at de tager ansvar. Magt og ansvar er afgørende for, at branchen kommer frem.

- Jeg mener ikke, jeg er den mest magtfulde person i dansk fodbold overhovedet, men jeg er enig i, at Spillerforeningen har mere indflydelse end nogensinde, hvilket ikke kun er min fortjeneste. Men billedet af, at vi gerne vil rive dansk fodbold ned og ødelægge det, er det glade vanvid.

Tvivler du nogensinde på, at du gør det rigtige?

- Selvfølgelig tvivler jeg. Det tror jeg, alle mennesker gør. Selv om jeg er tryg ved et forhandlingsforløb og er rutineret, tvivler jeg. Derfor diskuterer jeg tingene med bestyrelse, Spillerråd og kolleger om, hvad der er det rigtige at gøre.

Sejret ad helvedes til?

En berømt fagforeningsboss sagde engang, at fagbevægelsen ”havde sejret ad helvedes til”. Kan man sige det samme om Spillerforeningen, der har fået så meget igennem?

- Jeg synes, det er det modsatte af, hvad jeg forsøger at opnå. Det nytter ikke noget at stille krav i en branche, der gør, at en klub knækker nakken, eller et forbund ikke kan komme videre.

- Helt grundlæggende argumenterede vi i de nylige forhandlinger jo for, at forbedring af kvindernes vilkår er fremmende for branchen. Det peger fremad for branchen med forsikringer, rådgivning og mulighed for uddannelse. Alt det gør, at vi sejrer for branchens skyld, og ikke ”ad helvedes til”.

Men er det ikke på bekostning af klubberne, DBU og sammenhængskraften i dansk fodbold?

- Vi har ingen intentioner om gøre tingene negative for DBU og klubberne, hvilket udtrykket, du nævner, sigter til. Men man har jo modsatrettede interesser. Vi ville have flere penge til kvinderne, DBU færre. Man kommer jo fra hvert sit udgangspunkt i en forhandling, men alles ambitioner er, at kvindeholdet skal præstere endnu bedre.

Hvad mere er der mere at kæmpe for i Spillerforeningen?

- Der er hele tiden noget at kæmpe for. Vi er lykkedes med at få landsholdskvinderne op på en gennemsnitlig månedsløn på 30.000, hvilket stadig er for lidt, og der skal gerne flere kvinder op på det niveau. En anden stor ambition er at få skabt grundlaget for en professionel liga for kvinder. Vi skal generelt sammen med DBU, Kvindedivisionsforeningen og klubberne udvikle vilkårene for de kvindelige spillere herhjemme.

Bliver de kampe med dig i spidsen?

- Jeg har ingen planer om at stoppe. Jeg er 52 år, det er jo ingen alder. Det nemme svar er, at så længe, jeg synes det er sjovt, og så længe spillerne synes jeg er den rigtige, bliver jeg ved. Jeg kan se masser af ting, der skal rives i.

Facebook
Twitter