Italiensk for begyndere: Junge og Arnth trives i det fodboldpassionerede land

Kvindelandsholdets Sofie Junge og Janni Arnth er begge i år skiftet til den italienske Serie A.

Sofie Junge (til højre) rykkede i begyndelsen af 2019 til Juventus i den italienske Serie A. Et sceneskift, midtbanespilleren har været meget glad for. (Foto: Ed Sykes © Scanpix)

Udlængsel.

Hos nogle fodboldspillere er den meget udtalt, hos andre nærmest ikke, og der kan være vidt forskellige årsager til at søge ud, væk fra ligusterhække og parcelhuskvarterer, til det store udland.

Det kan handle om at blive matchet på et andet og højere niveau, modnet, rykke sig rent fodboldmæssigt eller få én på opleveren.

Ofte findes forklaringen nok i krydsfeltet af førnævnte.

Skæver man mod den trup på 18 spillere, landstræner Lars Søndergaard har udtaget til fredagens EM-kvalifikationskamp mod Bosnien-Hercegovina, gør 11 af kvindelandsholdets spillere sig på udenlandske adresser.

Én af dem er Sofie Junge.

Allerede i starten af tyverne søgte midtbanespilleren mod Sverige, siden til Spanien og Levante i en enkelt sæson, før pilen igen pegede mod saml-selv-møbler og knækbrød.

Og i december stod hun der igen med kufferten under armen. 'Ciao Italien, ciao Juventus'.

Først for et halv år. Siden er opholdet hos 'Den gamle dame' (Juventus, red.) blevet forlænget med yderligere to sæsoner.

- Det har været rigtig, rigtig godt. Jeg har virkelig været glad for, at jeg tog derned. Juventus er en fantastisk klub med gode faciliteter, og det gør en kæmpe forskel for mig, at jeg kan mærke, de virkelig vil kvindeholdet også, siger Sofie Junge, der i april vandt det italienske mesterskab med klubben.

- Vi har perfekte rammer for at udvikle os. Det er en dejlig by, Torino, så jeg trives – også udenfor banen.

Danmarks Sofie Junge Pedersen i VM-playoff-kampen mellem Danmark og Holland på Energi Viborg Arena, tirsdag 9. oktober 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Tanken om at stå langt fra det aarhusianske ophav har aldrig skræmt Sofie Junge, når hun igen og igen udfyldte blanketten med endnu en adresseændring til en ny destination i udlandet.

- Jeg har aldrig været bange for det. Jeg vil altid være det sted, hvor jeg føler, at jeg kan udvikle mig mest, sige Sofie Junge.

Det har aldrig været varme eller godt vejr, der trak, understreger midtbanespilleren.

- Det betyder ikke det store, men jeg er heller ikke bange for, at det er noget anderledes. Det trives jeg egentlig godt i, siger hun.

Fodboldpassionerede italienere

I den nuværende landsholdstrup er der også en anden spiller med dansk pas og italiensk bopæl. Forsvarsspilleren Janni Arnth skiftede i sommer fra engelske Arsenal til Fiorentina i Serie A.

En rejse fra ét fodboldgalt land til et andet, siger hun.

- England er et meget passioneret land, når det kommer til fodbold, men det er Italien også, måske endda endnu mere. Der er utrolig meget intensitet og mange følelser involveret i at være fodboldspiller og spille fodbold i Italien.

Sofie Junge (tv.) og Janni Arnth (th.) i hælene på norske Ada Hegerberg under en landskamp i 2013. (Foto: JOSE MANUEL RIBEIRO © Scanpix)

Derfor var valget egentlig heller ikke så svært, da muligheden bød sig for en transfer til Fiorentina.

- Det var en drøm for mig at få lov til at spille i Serie A og i Italien. Det er en liga, der, for mig at se, er på vej frem. Så jeg glæder mig rigtig meget til at prøve ligaen og lære de ting, de kan dernede. Det er spændende at være en del af, siger Janni Arnth.

Landstræneren har fået flere alternativer

Fællesnævneren for Sofie Junge og Janni Arnth er, udover italiensk bopæl, at ingen af dem var med i kvindelandsholdets første to EM-kvalifikationskampe grundet skader, men nu igen er tilbage i landsholdslejren.

Junge med 57 A-landskampe på cv'et skal forsøge at snige sig til spilletid på en midtbane, der har har virket særdeles velsmurt, mens Arnth med sine 93 kampe i rødt og hvidt skal klemme sig ind i en forsvarskæde, som holdt nullet mod både Israel og Malta.

Konkurrencesituationen på kvindelandsholdet er skærpet - og det glæder landstræner Lars Søndergaard.

- Vi har fået flere alternativer og lidt mere at skyde med. Vi kan måske med tiden blive mere uberegnelige, fordi vi har forskellige typer til de forskellige positioner. Så det er en god situation, vi står i, siger landstræneren.

Det er blevet sværere at være landstræner, når holdet skal udtages. Nemmere, når kampene skal spilles. Forhåbentlig, griner Lars Søndergaard.

Både Sofie Junge og Janni Arnth er tilbage i landsholdstruppen, og det øger rutinen på holdet, siger landstræner Lars Søndergaard. (Foto: Ed Sykes © Scanpix)

Både Sofie Junge og Janni Arnth bibringer et ungt landshold noget ekstra rutine, siger landstræneren. Og så har de været gode, begge to. Gjort sig fortjent til udtagelsen gennem præstationerne hjemme i deres respektive italienske klubber.

Vælger Søndergaard at bringe Junge på midtbanen mod Bosnien-Hercegovina på fredag, ved Juventus-spilleren godt, hvad hendes fornemmeste opgaver bliver.

- Jeg skal bidrage med noget ro, specielt i opspillet, og noget sikkert spil. Jeg skal være den spiller, der ikke mister bolden, siger Sofie Junge.

For Janni Arnth handler det om at bygge videre på den sikre defensiv, som har kendetegnet landsholdet i EM-kvalifikationen.

- Det har været en længerevarende proces, hvor vi har skullet finde os selv og vores fodboldidentitet. Det har vi vist og gjort i de første to kampe, og det skal vi fortsætte med. Det handler om at holde snuden i sporet, udvikle os og fortsat præstere, siger Janni Arnth.

Junge og Arnth er taget fra Italien til Viborg, hvor kvindelandsholdet i denne uge er samlet.

Fredag hedder det Bosnien-Hercegovina, ugen efter udebanebrag mod Georgien, før turen igen går sydpå til det fodboldpassionerede land.