Kampen om buret spidser til: Hvem skal stå for Danmark på fredag?

Landstræner Lars Søndergaard skal bruge de kommende dage på at vurdere, om det er Naja Bahrenscheer eller Line Johansen, der får chancen mod Holland.

På mange måder er tingene som de plejer for kvindelandsholdet, der er samlet i Breda for at forberede sig på fredagens første af to play-off kampe mod Holland.

Folkene omkring holdet er de samme, træneren er den samme, øvelserne og målsætningen har ikke ændret sig siden sidst. Det handler stadig om en VM-billet.

Men så er der alligevel noget, som er markant anderledes. For den første kvinde på holdkortet er skiftet ud. Stina Lykke, der siden 2011 har vogtet buret for Danmark, indstillede efter seneste landskamp mod Sverige sin landsholdskarriere.

83 kampe nåede Stina Lykke i rødt og hvidt, og dermed har Danmark mistet en stor portion rutine i det bagerste geled.

I stedet har landstræner Lars Søndergaard udtaget 22-årige Naja Bahrenscheer fra Ballerup-Skovlunde (BSV), og 29-årige Line Johansen fra norske Avaldsness.

To spillere, der sammenlagt har spillet fem landskampe fordelt på træningskampe. Det er dog ikke noget, der holder Lars Søndergaard vågen om natten.

- Jeg er egentlig meget tryg. Det handler om holdets indsats. Hvis dem, der står foran, spiller godt, bliver det også lettere for målmanden, siger Lars Søndergaard.

Skal vise sig frem

Tirsdag havde kvindelandsholdet første træning sammen i Breda frem mod fredagens kamp. Det var dermed også første mulighed for Naja Bahrenscheer og Line Johansen for at vise sig frem for landstræneren.

Kampen om en plads i startopstillingen er nemlig helt åben, fortæller Lars Søndergaard.

- Jeg kan ikke sige, hvem det bliver. Men Heidi Johansen har været i gang med keeperne, og så ser vi på det i de næste par træninger.

- Det handler om at se på, hvem der er i form og ser bedst ud til træningerne. Det er to lidt forskellige typer. Line spiller i Norge, er ældre og har erfaring. Naja er en talentfuld målmand, som spiller herhjemme hver gang, så det bliver lidt på kampform og vores fornemmelse, siger Lars Søndergaard.

Danmark spiller fredag mod Holland. Du kan se kampen fra klokken 19.45 på DR2.