KARAKTERER Nedtur i Strasbourg

Kvindelandsholdet fik en på hatten, da VM-værten Frankrig vandt med 4-0 i venskabskampen i Strasbourg.

Henrik Liniger og Arnela Muminovic giver ikke høje karakterer til det danske landshold. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

Der var enkelte opløftende danske momenter, mest i første halvleg, men naturligvis kan det klare nederlag også aflæses i de karakterer, som vore kommentatorer, Henrik Liniger og Arnela Muminovic, uddeler efter kampen – dog dumper ingen af danskerne på en sort aften i Strasbourg.

1

Katrine Abel – 4

Fik chancen i det danske mål og leverede flere gode ting. Kunne dog have gjort lidt mere ved et par af de franske scoringer, især ved 3-0 målet så hun ikke alt for sikker ud.

2

Theresa Nielsen - 4

Mange gode ting før pausen, men måtte agere som oprydder i anden halvleg, hvor det mest gjaldt om at komme i vejen for franskmændene.

3

Rikke Sevecke – 4

Det kan lyde paradoksalt, når der går fire mål ind, men det var faktisk midterforsvareren for Brøndby, som var Danmarks bedste mod Frankrig. Så ikke alt for godt ud ved 4-0-målet, men holdt ellers et stabilt niveau. Fin indsats efter en længere skadesperiode. Stort 4-tal.

4

Stine Ballisager - 4

En af Danmarks bedste før pausen, men faldt i niveau med resten af holdet i anden halvleg. Fik dog vist, at hun er en udmærket mulighed for Lars Søndergård, når EM-midterforsvaret skal findes.

5

Katrine Veje – 4

Spiller en stabil første halvleg med fokus på det defensive. Blev dog grundigt snydt af Cascarino ved 1-0-målet, og det indvarslede en svær anden halvleg for Veje, som flere gange blev overløbet.

6

Sofie Junge – 4

Sofie Junge i aktion mod Frankrig. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

Rigtig flot første halvleg, hvor hun fik kontrolleret midtbanen. Kunne dog slet ikke holde sammen på det hele, da franskmændene skruede op for pres og tempo efter pausen.

7

Sanne Troelsgaard – 02

En af de danskere, der stod svagest i billedet. Hun løb og kæmpede meget, men fik ikke behandlet bolden ordentligt i ret mange tilfælde. Virkede et stykke fra optimal kampform.

8

Frederikke Thøgersen – 02

Frederikke Thøgersen var tæt på at score flere gange. (Foto: Patrick Hertzog © Scanpix)

Var med i meget i første halvleg, hvor danskerne flere gange var lige ved og næsten. Men det blev også ved lige ved og næsten i en kamp, hvor hun gradvist forsvandt fra spillet.

9

Nicoline Sørensen - 02

Det var ikke meget, der kom fra den danske venstreside, hvor hun fik chancen. Men overbeviste kun i glimt og fik ikke sat et nævneværdigt aftryk på den danske offensiv.

10

Pernille Harder – 4

Lavede masser af gode løb, men de andre fandt alt for sjældent den danske anfører. Var tvunget til at arbejde meget defensivt for at holde sammen på holdet og fik derfor ikke selv leveret det store fremad.

11

Nadia Nadim – 4

Kunne have kaldt sig bedste dansker, hvis hun havde scoret på en af sine chancer. Men især to afbrændere i anden halvleg trækker ned. Alt i alt dog en fin indsats af Nadim, der virkede bedre end længe.

12

Lars Søndergaard – 4

Virker til at have fundet sin taktiske opstilling i en 4-4-2. Fik sat holdet godt op, men manglede mod til at teste truppens bredde i anden halvleg. Udskiftningerne kom først et stykke tid efter, at danskerne var løbet tør for kræfter.

Nanna Christiansen, Mille Gejl og Signe Bruun – Uden bedømmelse på grund af for kort spilletid.

Facebook
Twitter